Familie FDF første sæson – succes

06. juni 2025

Første sæson med Familie FDF i Nørager er gennemført med leg, læring og nysgerrighed i naturen

Der har været latter, leg og masser af nysgerrighed i luften, når Nøragers mindste borgere og deres forældre har været samlet til Familie FDF. Det populære tilbud, som er en del af FDF Nørager, har netop afsluttet sin allerførste sæson – og det med stor succes.

Familie FDF er et fællesskab for børn i alderen 0-5 år og deres familier. Her handler det ikke om præstation, men om nærvær, oplevelser og leg i naturen. Gennem aktiviteter som at gå på opdagelse i skovbunden, bygge huler af grene og undersøge smådyr med lup, får børnene lov til at udforske verden i deres eget tempo.

“Det har været fantastisk at se, hvordan både børn og voksne har taget konceptet til sig. Naturen har virkelig været en legeplads og et læringsrum, hvor vi sammen har været nysgerrige og undersøgende,” fortæller en af lederne bag initiativet.

Familie FDF bygger på FDF’s grundtanke om fællesskab, leg og tro – men i en form, der passer til de allermindste. Børnene leger, undersøger og lærer, mens forældrene er aktive deltagere og skaber minder sammen med deres børn i trygge rammer.

Der er allerede stor interesse for den kommende sæson, og arrangørerne håber, at endnu flere familier får lyst til at tage del i det spirende fællesskab første søndag i hver måned.

Har man lyst til at være med, er man altid velkommen til at tage kontakt til FDF Nørager og høre mere om næste sæson af Familie FDF.

Der hugges brænde

Læring og fordybelse i fugle

"Tak til ``Sparekassen Danmark Hobro`` for deres bidrag fra jubilæumspuljen"

Trolde huse

De mindste er de modigste