Kernen i at være FDF'er er fællesskabet, både for børn og voksne. Man er en del af noget større - lokalt, regionalt og nationalt.
Det kunne at lege, hygge, grine, tale sammen, og blive mødt med respekt uanset baggrund, alder eller kunnen. Vi tror på potentialet i hvert enkelt menneske og det præger den måde vi er sammen på.

I FDF vil vi gerne inspirere børn til at bruge fantasien og lege med. Ved at tænke udenfor boksen gennem leg, kreativit og opfinderi udfordrer vi os selv og den verden vi lever i. De konkrete aktiviteter varierer fra kreds til kreds i hele landet, men ofte er det friluftsliv, musik og "skæve" aktiviteter, der udgør den røde tråd.

I FDF møder børn og unge engagerede voksne, der har en holdning til livet. FDF bygger på et kristent livssyn og vi forsøger at formidle de kristne fortællinger og værdier på en måde, der er relevant for moderne børn, unge og voksne. Det er værdier som for eksempel tolerance, tilgivelse og næstkærlighed. Det er dog ikke et krav, at man tror på Gud, for at gå til FDF. Det er vigtigt for os, at der både er plads til tro og tvivl.
På længere sigt er FDF et godt afsæt for personlig udvikling. Vi oplever at mange FDFere har fået stærke sociale kompetencer i FDF, har lært at tænke ud af boksen og har sans for at vælge til og fra overfor de vigtige ting i livet. Det mener vi, er en god ballast at have med sig i voksenlivet.