30 år med FDF Seniorfestival fejres med deltagerrekord

FDF Seniorfestival 2022 var en stor succes. Festivalen kunne fejre 30-års jubilæum med rekordmange dansende deltagere på Kongeådalens Efterskole.

16. Sep 2022
Jasmin Palander Sørensen

Foto: Henrik Barfoed Larsen

På en tusmørk mark er et hav af mennesker samlet. Deres ansigter farves skiftevis røde, grønne og blå af lysshowet på scenen. Bassen dunker tungt og vækker danselysten i den store flok. Og sammen synger de med på Tobias Rahims kavalkade af store hits.

Sådan foregik det, da 2100 unge FDFere i weekenden var på FDF Seniorfestival ved Kongeådalens Efterskole. Weekendens deltagertal er det højeste hidtil, og de mange deltagere satte ekstra gang i festivalstemningen.

- Vi oplever år for år at kunstnerne er overraskede over den vilde stemning, der kan skabes på FDF Seniorfestival. Så både de unge på 13 og 20 år får en kæmpe oplevelse for livet, som de ikke kan finde andre steder. Det er dét det handler om; at skabe mindeværdige oplevelser, som får hvert enkelt menneske til at vokse og se nye muligheder og sider af sig selv og andre. På den måde bidrager FDF Seniorfestival til at give de unge et ståsted at møde verden fra, fortæller festivalchef Jakob Fauerskov.

 

Store og små fællesskaber

FDF Seniorfestival fejrede i år sit 30-års jubilæum. Festivalchef Jakob Fauerskov forklarer, at ambitionen med festivalen lige fra begyndelsen har været den samme, nemlig at hver enkelt ung får oplevelser, så de vokser og ser nye sider og muligheder hos sig selv og andre.

- Vores festival er en stor legeplads, hvor store og små fællesskaber dyrkes. De unge oplever det store fællesskab, når de samles til koncert med Tobias Rahim og til vild hoppefest med DJ’en sent om aftenen. Og det lille fællesskab mærker de, når de smider sig i en bunke og tager eftermiddagslur på græsset, spiller kort i hyggeteltet og samarbejder om at overvinde højdeskrækken i en klatreaktivitet, siger han.

 

Et møde med velkendte ansigter

Mange af deltagerne på FDF Seniorfestival deltog også på landslejren i juli, og for dem var festivalen et længe ventet gensyn med de nye venner fra andre dele af landet, som de mødte på lejren. For 16-årige Luna Lund fra FDF K9 Nørrebro var festivalen en helt speciel oplevelse.

Luna er lige nu elev på Kongeådalens Efterskole, hvor festivalen fandt sted. Foruden festivalstemning og gensyn med kursuskammerater, betød det meget for Luna, at FDF Seniorfestival var en mulighed for at gense sin kreds og invitere dem ind i sin nye hverdag.

- Det er så hyggeligt, at jeg kan få lov at se min kreds – det der nu har været tid til. Det var virkelig fedt at se dem igen. Jeg ved jo godt hvordan deres liv ser ud derhjemme, så det er fedt at de kunne komme og se, hvordan min hverdag ser ud nu - at kunne holde kontakten på den måde, siger hun.

FDF Seniorfestival finder sted hvert andet år. Men Luna og alle de andre behøver ikke vente så længe som normalt. Da seniorfestivalen i 2021, ligesom landslejren, blev udskudt et år, kan vi allerede se frem til endnu en fest i efteråret 2023.