Tre kredse på fælles sommerlejr: Sammen er vi bare bedre

FDF Karlebo, FDF Stenløse-Veksø og FDF K 2 var i år på fælles sommerlejr - en lejr spækket med forskellige traditioner, der til sammen skabte gode oplevelser.

15. Aug 2017
Mai Christensen

Temaet for den fælles sommerlejr var "Gummi Tarzan".

FOTO: Thomas Grinderslev

Gennemarbejdet, stærk forkyndelse, vilde adventure aktiviteter og gennemført underholdning med lejrband til. Det er blot nogle af de ting, Jeanet Flørnæss Kerrn, der til daglig er kredsleder i FDF Karlebo, fremhæver som fordelene ved at tage afsted på sommerlejr med andre kredse. Den nordsjællandske kreds har i en årrække taget på sommerlejr med andre kredse med stor succes - og i år var ingen undtagelse. Sammen med FDF Stenløse-Veksø og FDF K 2 tog kredsen afsted på sommerlejr med Gummi Tarzan-tema.

-Det fungerer vildt godt at tage afsted sammen. Gennem alle årerne har jeg ikke oplevet, at kredsene er så forskellige endda. Der er traditioner, som hurtigt finder vej ind i det fælles, og der er traditioner, der udfordres og bliver til nye traditioner, siger kredslederen fra FDF Karlebo. 

Også Heidi H. Henningsen, der er tidligere kredsleder i FDF Stenløse-Veksø, fremhæver det gode samspil mellem kredsene. I år var første år kredsen tog afsted på fælles sommerlejr, og selvom Heidi H. Henningsen var en smule nervøs for samarbejdet, gik det uden problemer.

- Jeg synes, at det gik super godt og næsten helt gnidningsløst – i hvert fald set med min øjne. Jeg synes, at der blev lyttet til alles ønsker undervejs og i vides mulige omfang blev disse imødekommet. Måske har vores tre kredse blot været heldige med at vores traditioner på en sommerlejr har lignet hinandens så meget, at vi ikke havde behov for at skulle ændre så meget, siger den tidligere kredsleder fra FDF Stenløse-Veksø. 

Vi vokser sammen

Kredslederne er da heller ikke i tvivl om, at en fælles sommerlejr er med til at lægge en ekstra dimension til både oplevelsen, og de venskaber såvel børn som voksne får med hjem i rygsækken. Jeanet Flørnæss Kerrn fremhæver, at børnenes venskaber på tværs af kredsene er med til at klæde dem bedre på til at deltage i FDFs kurser og uddannelsestilbud.  

-Det bedste er klart, at vi som kreds lærer nyt, styrker netværk og leverer en flot sommerlejr for børn og unge. FDF Karlebo er ikke en stor kreds, og derfor kan det være svært at lave noget rigtig fedt for alle aldersgrupper. Det kan vi på sommerlejren og det betyder også, at vores medlemmer får nye venner på tværs af kredse, som også kan føre til øget samarbejde i hverdagen - særligt på de større klasser, fortæller kredslederen fra FDF Karlebo.

Heidi H. Henningsen fra FDF Stenløse-Veksø stemmer i og understreger, hvor mange flere lederkræfter en fælles sommerlejr giver.

-Det bedste ved at tage afsted flere kredse sammen har for vores kreds nok mest været, at vi lige pludselig havde en masse lederkræfter. Der var ledere nok til, at en enkelt leder ikke havde en fast opgave hele tiden og derfor var i reserve, hvis der skete noget uforudset. Jeg tror også, at dette overskud af lederkræfter var med til at skabe en meget harmonisk lejr, hvor børnene kunne mærke at vi ledere ikke var i underskud med kræfterne, afslutter hun.

Når man tager på fælles sommerlejr kan det næsten ikke undgås, at der bliver knyttet venskaber på tværs af kredsene - en klar bonus, lyder der fra kredslederen i FDF Karlebo.

FOTO: Thomas Grinderslev