Allan Walther træder ud af FDFs hovedbestyrelse

Kasserer i FDFs hovedbestyrelse Allan Frank Walther har valgt at stoppe i hovedbestyrelsen i forbindelse med landsmødet til november.

10. Sep 2018
Christina Gro Hansen

Foto: Rieke Poppe

Allan Walther har valgt at stoppe i FDFs hovedbestyrelse, hvor han har været med siden 2004, og som kasserer fra 2010. 

– Tanken var oprindeligt at stoppe som kasserer, hvilket var årsagen til indsuppleringen af Emil Gaarde tidligere i år, men jeg har nu valgt at træde ud af hovedbestyrelsen før tid på grund af en ændret jobsituation og en øget involvering i det lokale kredsarbejde, siger Allan Walther. 

Allan Walther vil fortsat have en tilknytning til hovedbestyrelsen i forhold til at supportere landsforbundets kommende kasserer, og deltage i nogle af de strategiske projekter igangsat fra hovedbestyrelsen ift. at bidrage med økonomisk indsigt og udvikling.

 – Jeg vil sige en stor tak til Allan for hans lange og dedikerede arbejde som medlem af FDFs hovedbestyrelse. Allan besidder en meget fin balance mellem at være fagligt dygtig og samtidig med et skarpt blik for Landsforbundets udvikling, siger FDFs formand Jonas Kolby Laub Kristiansen.

Allans beslutning om at udtræde betyder, at den mandlige 1. suppleant, der vælges på landsmødet 2018, indtræder i hovedbestyrelsen umiddelbart efter landsmødet, da Allans mandat løber til 2020.