Arenaportræt special: Arenasamlingen 2021

Frivillige udvalgsmedlemmer, landsdelsledelser og FDFs hovedbestyrelse mødtes forrige weekend til Arenasamling på Sletten. Læs om programmet og deltagernes oplevelser her. 

12. Sep 2021
Ida Sofie Kristensen

Medlemmer af FDFs Arena mødtes den sidste weekend i august med FDFs hovedbestyrelse og landsdelsledelser på Sletten. 

Foto: Mia Fanefjord Hansen

Den sidste weekend i august deltog en række frivillige fra FDFs forskellige Arena-udvalg og -arbejdsgrupper i Arenasamlingen på FDFs Friluftscenter Sletten i Ry. Her mødtes de bl.a. med FDFs hovedbestyrelse og landsdelsledelser til en samtale om arbejdet med FDFs udviklingsmål og strategi i de forskellige dele af FDF. 

Samme retning

Blandt deltagerne var Nadia Skriver og Maria Rytter fra FDFs Uddannelsesforum, der begge var med på Arenasamlingen for første gang: 

- Når vi i FDF gerne vil arbejde efter samme strategi, mål og vision, er det vigtigt, at vi, uden selvfølgelig at blive helt ens, arbejder samme vej i alle de forskellige dele af FDF. Arenasamlingen gav en mulighed for at tale om, hvordan vi kan gøre det bedst muligt, fortæller Maria Rytter, der er formand for Uddannelsesforum. 

- Samlingen var også en mulighed for, at vi som frivillige kunne sparre med hinanden udvalgene imellem. Det gav helt klart noget inspiration til mere åbenhed mellem Arenaens enheder, og det gav en følelse af fællesskab omkring det at være engageret i Arenaen, supplerer Nadia Skriver. 

I løbet af weekenden var der afsat tid til en åben spørgerunde, hvor udvalgene kunne bringe egne emner på banen. På den måde fik udvalgene lejlighed til at drøfte konkrete spørgsmål eller udfordringer og lade sig inspirere af hinandens svar:  

- Det gav nye øjne på, hvordan man kan gå hjem og arbejde videre med og måske løse nogle af de udfordringer, man oplever i sit eget udvalgsarbejde, fortæller Kathrine Fisher, der er formand for FDFs Trosudvalg, og som også deltog i weekendens program. 

Fremmer dialogen

Kathrine Fisher havde set særligt frem til dialogen med FDFs hovedbestyrelse og landsdelsledelserne: 

- Det er altid spændende at få lejlighed til at tale strategi og udvikling med hovedbestyrelsen og at høre mere om, hvad landsdelsledelserne fornemmer ude i FDF-landet. Landsdelsledelsernes kontakt med de frivillige mere lokalt giver dem en ret konkret viden om, hvad der rører sig rundt omkring i landet. Den viden kan med fordel deles på tværs, fx med os i Arenaen, og kan måske bruges direkte ind i noget af vores fremtidige udvalgsarbejde, påpeger hun. 

Adric Constantinou-Etheredge deltog som formand for FDFs internationale udvalg på Arenasamlingen. For ham at se har samlingen sat ansigter på en række mennesker, han tidligere kun har mødt som mailadresser på sin skærm, ligesom den også har givet mulighed for at ideudvikle og tage spadestik til nye samarbejder på tværs af Arenaens udvalg. Han opfordrer flere af Arenaens medlemmer til at deltage i samlingen for fremtiden: 

- I think more volunteers should attend the event, as you get to find out what other arenas of FDF are doing and you meet some of the people, you have been mailing. And most importantly you should go next time, so I can bribe you with more chocolate biscuits to get think about how your work in FDF could benefit from an international dimension! afslutter han med et smil.

Arenaportræt-serien: 

Arena er den fælles betegnelse for FDFs arbejdsgrupper, fora, udvalg og redaktioner, som laver et stykke arbejde i landsforbundsregi. Med Arenaportrætterne kommer vi tæt på de mange enheder, der findes i FDFs Arena, og bliver klogere på deres arbejdsopgaver, særlige fællesskab og deres højdepunkter på FDF-året.