Kursus gav friske ideer og ny energi til bestyrelser

27 bestyrelsesmedlemmer vendte hjem fra kursus med rygsækken fuld af nye ideer til bestyrelsesarbejdet.  

15. Oct 2017
Mia Fanefjord Pedersen

Grundtvigskirken i Esbjerg emmede af friske ideer, videndeling og sparring på tværs, da 27 bestyrelsesmedlemmer fra syv kredse mødtes til bestyrelseskursus en tirsdag aften i oktober. I tre timer delte deltagerne ud af egne ideer og sugede til sig af nabokredsenes erfaringer.

Efter en kort fælles velkomst fordelte deltagerne sig ud i fire grupper, der fra hver deres vinkel tog fat om bestyrelsesarbejdet. Her kunne deltagerne vælge mellem at fordybe sig i enten kassereropgaven, formandsarbejdet, PR i kredsen eller ejendomshåndtering. 

Nye ideer rykker

For Lisbeth Madsen var det især givende at møde andre kasserere i kasserergruppen. Selv har hun haft posten i FDF Nordenskov i godt et år. For hende er det at mødes på tværs af kredse og suge til sig af andres erfaringer med til at gøre kassereropgaven nemmere.

”Der sker en rigtig god videndeling, når vi mødes på den her måde. Det har givet mig ideer til nye tiltag, og fremadrettet kan jeg bruge det til at finde systemer, der letter mit arbejde som kasserer,” siger Lisbeth Madsen.

Med på vejen fik hun en masse konkrete tips til de opgaver, der naturligt følger med, når man som kasserer både skal jonglere med budgetter, regnskab, fondssøgning og tilskud fra kommunen.

Tid til refleksion 

Men der var også god tid til at få talt med de andre deltagere om, hvordan man lokalt griber kassereropgaven an. Det var for Lisbeth en god måde at få reflekteret over samarbejdet og fordelingen af opgaver mellem ledere og bestyrelse i hendes egen kreds. 

”Jeg fik klarhed over, at andre bestyrelser er større, men at vores sammenholdskraft er unik. Hos os har vi delt ledere og bestyrelse op, hvilket har givet lederne mere luft til at gøre det, de gerne vil og kan, for at give børnene de bedste oplevelser og lysten til at være en del at et givende socialt samspil,” siger hun.

”Samtidig bliver jeg rigtig stolt over den kreds, jeg er kasserer for, fordi vi står sammen om at løfte opgaven med at få talt kredsen ind og op i vores lille lokalsamfund.”