Bliv forperson for et af landslejrens udvalg

Landslejren 2022 søger forpersoner til udvalg, og du kan være med! Deadline for ansøgning er fredag d. 12. marts 2021.

05. Feb 2021
Rune Kløve Junge

Foto: Christian Nesgaard

Allerede nu er 25 udvalgsforpersoner klar til at lave landslejr – og er så småt allerede i gang med at tænke lejrliv, forkyndelse og musikoplevelser for 12.000 FDFere.

- Efter landslejren skiftede år fra 2021 til 2022, har enkelte af vores fantastiske forpersoner fundet ud af, at det ikke længere var muligt for dem at være forpersoner i landslejrens udvalg, fortæller Simon Stagis, der er landslejrchef.

Derfor er der nu brug for endnu flere initiativrige FDFere, der har lyst til at være forpersoner for en række udvalg. De vil træde direkte ind i et livligt hold af landslejrklar FDFere fra hele landet.

- Nogle har det, der skal til, for at tænke affaldssortering og bæredygtighed ind i landslejren, andre har den gode idé til, hvordan en fed programdag skal skrues helt rigtigt sammen, og der er brug for alle, der har lyst til at være med til at sætte retningen for landslejren, siger Simon Stagis og opfordrer samtidig ledere fra alle landsdele til at være med:

- Vi vil skabe landslejr sammen med FDF-ledere fra hele landet! siger han.

Vil du være forperson for et landslejrudvalg?

Du kan komme med på landslejrholdet og melde dig på banen som forperson for et af landslejrens udvalg – og hellere i dag end i morgen.

- Du må også gerne sige til, hvis du har en god ven, du ved ville passer perfekt til opgaven, siger Simon Stagis.

En forperson skal…

  • Være fuld af gå-på-mod til at drive et udvalg og en flok medarbejdere
  • Bruge tid og energi på at planlægge og forberede landslejren fra foråret 2021 og frem til landslejr 2022
  • Træde ind i maskinrummet og skabe landslejr sammen med mange andre FDFere fra hele landet
  • Være god til at organisere og have overblik - eller være god til at tænke stort, skævt og nyt
  • Være 18-99 år

Udvalg der kan søges til: 

  • Kommunikation
  • Programudvalget (to ud af de tre programudvalg er bemandet)
  • Globusudvalget
  • Udvalget for legeinstallationer- og udsmykning.
  • Tema- & fortræningsudvalget

 

Send en mail med lidt info om dig selv og dine tanker om, hvilke udvalg du gerne vil være forperson for, til landslejr@FDF.dk. Deadline er fredag d. 12. marts 2021.

Har du spørgsmål om landslejrens mange udvalg, er du ligeledes meget velkommen til at skrive til landslejr@FDF.dk

Bemærk: Ansøgninger behandles først efter den 12. marts. 

Vil du være udvalgsmedlem?

Husk at du også kan søge om at blive udvalgsmedlem eller medarbejder på landslejren. Det kan du læse mere om HER.