Bliv stjernereporter, og giv landslejrens fortællinger liv

Sammen skaber vi landslejrens fortælling. Børn og ledere kan blive stjernereportere.

08. Jul 2022
Mia Fanefjord Hansen

Foto: Per Speedy Pedersen

På landslejren bobler de gode historier frem fra alle de store og små stjernestunder, vi oplever sammen. Bliv stjernereporter under landslejren og vær med til at give fortællingerne liv, så andre på lejren hører om dem. På den måde skaber vi sammen landslejrens fortælling.

Vist på storskærm

På store skærme placeret i hvert landskab popper de historier, som stjernereporterne skriver, op. Her kan lejrens deltagere samles, læse og tale sammen om det, der sker på lejren – og selv få gode ideer til historier.

Måske har jeres kreds udviklet en særlig leg, gjort en opdagelse, opfundet en sjov dims, fået nye venner i nabolejren eller haft en sjov oplevelse på en af lejrens mange aktiviteter. 

Alle kan fortælle

Alle opdagelsesrejsende i ekspeditionen - både børn og voksne - kan melde sig som stjernereportere i landslejrens app og være med til at få historierne ud. Når du har meldt dig som stjernereporter, kan du skrive din historie ind i appen og tilføje et billede – og snart vil du kunne se indholdet på storskærmene rundt omkring på lejrpladsen. Historierne på skærmene bytter plads og skifter rundt med kort tids mellemrum, i takt med at nyt indhold kommer til.

Sådan gør I:

  • Gå ind på landslejrens app under Stjernereporter
  • Skriv en kort lejrhistorie
  • Tilføj evt. et billede
  • Vent på godkendelse
  • Se din historie på skærmene
  • Få en GULDSTJERNE af din stjernereporter-hjælper

Hjælp stjernereportere på vej

Foruden selv at være stjernereportere kan ledere i hver ekspedition også hjælpe ekspeditionens stjernereporter-børn med at skrive historier og lægge dem i appen. Kontakt Jimmy Damsgård fra pressecenterets redaktion, hvis du vil hjælpe ekspeditionens stjernereportere på vej som stjernereporter-hjælper.