Claus Staal er tiltrådt som forstander på Silkeborg Højskole

Højskolens nye forstander glæder sig til samarbejdet med FDF.

12. Jan 2022
Mia Fanefjord Hansen

Foto: Janne Bavnhøj

1. januar tiltrådte teolog Claus Staal stillingen som forstander på Silkeborg Højskole. FDF ønsker stort tillykke og ser frem til samarbejdet!

Claus Staal kommer med et indgående kendskab til højskoleverdenen. Han har siden 2011 været ansat på Den Internationale Højskole i Helsingør, senest som viceforstander, og siden 2020 siddet i bestyrelsen for Folkehøjskolernes Forening i Danmark. Han har herudover stået i spidsen for Diget – Højskolen ved Skagen, været pædagogisk leder ved Den internationale skole i Luxembourg og arbejdet for Amnesty International.

Mærker FDF i højskolen

Claus Staal glæder sig til samarbejdet med bestyrelsen, de ansatte, baglandet og alle andre med kærlighed til højskolen. Især skolens stærke rødder i FDF vil han værne om.

– Man kan bestemt mærke FDF i højskolen, fra værdigrundlag til samfundssigte og ønsket om at gøre en forskel for unge voksne ved at give dem et stærkt dannelsesfundament og evne til at være nogen for andre, siger Claus Staal og fortsætter:

– Det vil jeg bestræbe mig på at være med til at understøtte og få klart frem i højskolens daglige virke.

Claus Staal er 45 år og er sammen med sin kone og to børn flyttet ind i højskolens forstanderbolig. Han efterfølger Jacob Zakarias Eyermann, der efter ti år på Silkeborg Højskole i efteråret blev ny forstander på Diakonhøjskolen i Aarhus.