Endnu flere kan lege på afstand

FDFs legedatabase er blevet opdateret med en række nye afstandslege.

27. Nov 2020
Ida Sofie Kristensen

Der er godt nyt til dem, der har savnet legemuligheder i en tid med afstandskrav og forsamlingsbegrænsninger. FDFs legeudvalg har nemlig lanceret en række nye afstandslege, der fra idag kan findes på legedatasen. Legene er udviklet og afprøvet af legeudvalget, der til hverdag driver både legedatabasen og arbejdet med at sikre, at der hele tiden kommer nye, sjove og fantasifulde lege til samlingen.

De nye afstandslege er bl.a. udviklet efter en række forespørgsler fra både kredse og eksterne parter som f.eks. skoler og institutioner, der savner legemuligheder og -afveksling i en tid, hvor mange fysiske lege, der kræver nærhed eller mange fælles kontaktflader, ikke er mulige. Mens ca. ti af afstandslegene er helt nye, har legeudvalget samtidigt tilpasset en række af de eksisterende lege, så de også kan leges på afstand. Dermed er der nu godt 60 lege i afstands-kategorien på legedatabasen:

- Leg er en helt central del af den måde, vi er sammen på i FDF, siger Daniel Graungaard, der er forperson for FDFs legeudvalg.

- I en tid, hvor vi ikke kan ty til de klassiske lege med fysisk kontakt, må vi finde nye måder at få tilsvarende legeoplevelser. Vi skal holde afstand – men vi skal ikke holde op med at lege!

Daniel Graungaard er selv særligt glad for bl.a. ’Ståstedslegen’ (der med sit navn peger på FDFs ambition), ’Spanden brænder’ (fordi den både er fysisk krævende og ikke kræver for mange remedier, hvilket kun få afstandslege kan leve op til) eller ’Spiff spaff’ (en lille, nem og sjov fantasileg til pausen og igen uden remedier).

Daniel Graungaard påpeger desuden, at der også findes en række lege, der kan leges virtuelt, på legedatabasen. I en tid med regionale nedlukninger og forsamlingsforbud kan man f.eks. give sig i kast med ’Kommandopingeling’, ’Peter er syg’, ’Når jeg skal på ferie’ eller ’Hvordan lyder sætningen’ via computerskærmen hjemmefra. 

”Vi mangler billeder af den gode leg”

Selvom legeudvalget selv tester deres mange lege, kan det straks været sværere at sikre gode billeder af legende og glade FDFere til databasens mange lege:

- Vi mangler billeder af mange af de gode lege – nye som gamle. Derfor opfordrer vi alle, der afprøver legene, til at fotografere dem undervejs, siger Daniel Graungaard.

- Og hvis man i kredsene får taget et særlig godt billede med masser af latter og børn i forbundsskjorter, så modtager vi det meget gerne, så det kan bruges på legedatabasen i fremtiden, afslutter Daniel Graungaard. 

Billederne kan sendes til legeudvalget på leg@fdf.dk.

Indsend din leg til legedatabasen

Mangler din yndlingsleg på legedatabasen? Eller har du opfundet en hel ny leg – måske endda én med afstand? På legedatabasen er der også mulighed for at indsende lege til legeudvalget via funktionen ”Indsend leg” i toppen af siden. Udvalget behandler alle indkomne legeforslag hurtigst muligt.