FDF opfordrer: Ét sæt tøj på sommerlejren giver klimagevinst

Lad jer inspirere af puslingene; drop tøjskift på sommerlejren. Med et sæt tøj til hele ugen kan FDF bidrage med en reduktion svarende op til 44 danskeres årlige vandforbrug.

01. Apr 2019
Mai Christensen og Christina Gro Hansen

FOTO: Jacob Warrer

Om lidt præsenteres FDFs nye internationale projekt, der har verdensmål som omdrejningspunkt. Vi tager forskud på glæderne, og opfordrer alle FDFere til at gøre deres sommerlejr lidt mere klimavenlig. Hvis alle FDFere dropper bagagen og nøjes med ét sæt tøj til sommerlejren, vil vi kunne lave en markant co2- og vandbesparelse, og dermed arbejde med Verdensmål 12: Sikre bæredygtigt forbrug og produktionsformer. Hele 30.000 kwh kan spares på denne måde, og med den klimagevinst i udsigt er FDFs generalsekretær ikke sen til at udtrykke sin uforbeholdne begejstring.

- Hvis puslinge og tumlinge skulle bestemme, behøver de slet ikke at skifte tøj i løbet af en sommerlejr. Det har traditionelt været vi voksne, der har sendt dem ind og skifte bukser. Lad os da lære af børnene og droppe tøjskifteriet. Et godt tip er, at man kan vende vrangen ud på underbukserne efter behov, siger FDFs generalsekretær Rasmus Agergaard Pedersen.

Så meget sparer vi

Mange har efterhånden skruet ned for temperaturen, og vasker overvejende på 30 grader. Nu opfordres FDFere til at tage det næste skridt og holde maskinen slukket efter sommerlejren.

Vi har lavet en beregning med udgangspunkt i, at 20.000 af FDFs 25.000 medlemmer tager på sommerlejr i løbet af den kommende sommer. Der er mange familier i FDF, så mange vasker deres tøj sammen, og nogle farvesorterer mere end andre. Følgende er derfor udregnet ud fra 2 vaske pr. person i snit – altså ca. 30.000 vaske.

I gennemsnit bruges 44 l vand pr. vask. Hvis vi ikke skal vaske tøj efter sommerlejren, opnår vi en besparelse på 1.320 kubikmeter vand – svarende til op mod 44 danskeres årlige forbrug.

- Bæredygtighed er og har længe været højt på vores dagsorden. At vi også på helt individuelt niveau kan gøre en forskel er bare en ekstra bonus. Måske konceptet på sigt skal overføres til sæsonplanen – hvem ved?, afslutter Rasmus Agergaard Pedersen.