Familierne strømmer til FDF Egedal

Familier står i kø for at være med, når FDF Egedal inviterer på kreative naturaktiviteter, snacks fra bålet og børnevenlige vandreture.

24. Mar 2022
Rasmus Lind

Foto: Mikkel Kaas Frich

For et års tid siden havde familiearbejdet i FDF Egedal to faste familier. Nu kommer der 23 børn og deres forældre til møderne, og for hvert møde kommer der et par nye familier til.

- Da vi for et år siden flyttede mødestedet for familie-FDF fra Veksø til vores kredshus i Stenløse, begyndte det at tage fart. Her er et meget større opland af børnefamilier, som viser stor interesse for vores familie-FDF, siger Mikkel Kaas Frich, kredsleder i FDF Egedal.

Vokseværket i familiearbejdet ser ikke ud til at aftage foreløbigt, for Mikkel Kaas Frich forventer at tiltrække endnu flere nye familier med en målrettet agitationsindsats.

- Vi planlægger at lave mere agitationsarbejde. For nylig købte jeg nogle blå balloner og en flaske helium, og så stillede jeg mig foran min datters børnehave og delte ballonerne ud sammen med nogle flyers, jeg havde lavet. Det kom der mange nye familier ud af, siger han.

Faste rammer og et stort fællesskab

Kredslederen ser ikke nogen udfordringer i at udvide med flere familier, fordi det hidtil har været nemt at engagere forældrene i at afvikle møderne.

- Vi kunne godt køre samme koncept med dobbelt så mange børn. Det fungerer allerede sådan, at jeg peger nogen forældre ud til en opgave, når vi står på mødet, og så går de i gang. Vi har været på en weekendtur, som var en kæmpe succes, hvor der opstod et stort sammenhold mellem forældrene. Siden da har flere af dem også engageret sig i andre dele af kredsen, siger han.

Leg og fantasi, en fast struktur på møderne og en udtalt opmærksomhed på det store fællesskab er nøgleingredienserne i den store tilgang til familiearbejdet.

- Vores aktiviteter har altid en masse leg og fantasi. Når vi mødes, byder jeg altid velkommen og fortæller kort om familie-FDF. Her gør jeg meget ud af, at vi gør det hele sammen, og at alle skal byde aktivt ind og lege med, siger Mikkel Kaas Frich.

FDF Egedal holder familie-FDF en søndag hver måned klokken 10.00-12.00 ved Multihytten i Stenløse Syd.