Selv om børnene ikke talte sammen sprog, kunne de stadig grine sammen

At få sit eget internationale projekt i kredsen kan godt være en udfordring. Men i FDF Dalmose har de knækket koden og fundet vejen. Den 17. til 19. august 2018 havde kredsen besøg af en gruppe kinesere. Besøget var både udfordrende og lærerigt.

14. Feb 2019
Ida Lykke Krøyer
Både børn og voksne kom hinanden nær under besøget - naturligvis også under legen. FOTO: FDF Dalmose

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvor kom ideen fra?

For halvandet år siden havde FDF Dalmose en lærer og to kinesiske elever fra Gerlev idrætshøjskole på besøg. De to elever skulle senere hjem til Beijing og undervise i friluftsliv. De spurgte ind til pensum, planer, eksamen, læringsmål og mærker. I Kina handler friluftsliv meget om at lære noget – lige som at gå i skole:

-Vi fortalte dem, at vi gjorde det ud fra børnenes ønsker og interesser, og at det er meget demokratisk, fortæller Mette Petersen, der er kredsleder i FDF Dalmose.

 

Hvilke aktiviteter lavede I?

Det var vigtigt for kredsen, at det var leg og bevægelse, og at kredsen fik vist gæsterne noget ”dansk”. Derfor valgte lederne at lave aktiviteter, der handlede om H.C Andersen. Det var vigtigt, at det var med den legende tilgang, som er centralt for FDF: Konceptet var, at man fortalte et eventyr af H.C Andersen på engelsk. Herefter var der en aktivitet, som passede til eventyret. Her skulle man kommunikere eller samarbejde og på den måde lære:

- For eksempel fortalte vi historien om Klods Hans, og efterfølgende havde vi en aktivitet, hvor man skulle have horn på hovedet og ramme en ring. Her skulle man prøve at hjælpe hinanden til at ramme, fordi man ikke kunne se ringen, når man bøjede hovedet, fortæller Jeannette.

En anden aktivitet handlede om Den grimme ælling, hvor børnene skulle flytte så meget vand som muligt - ved at have svampe rundt om hovederne og presse svampene mod hinanden. På den måde kom deltagerne tættere på hinanden og skabte en anderledes relation.

-Kineserne troede, at aktiviteterne var fra et centralt hold - altså oppe fra øverste ledelse, fortæller Mette grinende.

 

Hvad håbede I på, at besøget ville bidrage med?
-Vi ville gerne give vores børn og de besøgende en oplevelse, og vi ville gerne udfordre os selv. Oven i det var vores weekend en ydelse, som kineserne købte af os. Derfor gav det også nogle penge til kredsen med et sådant arrangement, fortæller Jeannette.

De to ledere fra FDF Dalmose er enige om, at de ikke havde behøvet at have kredsens egne børn med, men at det gav en hel del, at det var sådan det blev gjort - både for børnene i FDF Dalmose og for de kinesiske børn. Ledergruppen kunne i løbet af weekenden se, hvordan børnene spejlede sig i hinanden.

-De kinesiske børn kunne sagtens se det sjove i, at vores senior, Freja, ikke kunne ramme ringen med et par horn på hovedet. Selv om børnene ikke talte sammen sprog, kunne de stadig grine af situationerne sammen, fortæller Mette.

 

Hvad fik I ud af det som kreds og som lederflok?

-Vores børn kunne se, hvor hjælpsomme kineserne var. Vi danskere bliver opdraget med, at gæsterne tager først, men i Kina holder man sig tilbage som gæst, fordi man ikke vil fornærme sin vært, siger Jeannette.

Derudover fortæller Mette og Jeannette, at besøget var en god udfordring for lederflokken, og at kineserne udtalte, at kredsen havde et godt team.

Én stor flok - fra både Kina og Danmark.

FOTO: FDF Dalmose