FDF Hasle-Rutsker kom rundt om relationerne

Hos FDF Hasle-Rutsker har spillet “Rundt om Relationer” været en øjenåbner, der har rusket op i måden kredsens ledere tænker på til daglig.

11. Nov 2016
Mai Christensen
Kredsleder Anita Bøgh og ledere fra kredsen er i gang med at se verden gennem andres briller. FOTO: Lasse Nybo

Et par briller til at se verden på en ny måde og spørgsmål, der skal sætte tingene i perspektiv. Hos FDF Hasle-Rutsker er man ikke i tvivl om, at spillet ”Rundt om Relationer” har været med til at åbne ledernes øjne for kredsens pædagogiske praksis og forskellige problemstillinger. Det skete, da forbundssekretær Lasse Nybo kom på besøg hos kredsen og introducerede ledergruppen til spillet.

- Vi har helt sikkert fået meget ud af spillet, da vi i hverdagen har travlt med hver vores gruppe børn og derfor sjældent få sat os ned sammen og snakket vores oplevelser med de enkelte børn igennem, siger Anita Bøgh, der er kredsleder i FDF Hasle-Rutsker. 

Og ifølge kredslederen var spillet ikke bare en øjenåbner. Det har også gjort, at kredsen har fået en ny målsætning.

- I løbet af snakken gik det også op for os, hvor meget vi fokuserer på de børn, der har nogle specielle udfordringer, og hvor lidt vi fokuserer på de børn, der måske ville have godt af at få nogle ekstra opgaver. Vi blev enige om en målsætning, hvor vi vil give de stille børn og dem oftest bare tilpasser sig et ekstra fokus, forklarer Anita Bøgh. 

Sæt relationerne i spil

Spillet, som blev lanceret på landslejren og frem, bliver omdelt af forbundssekretærerne ansigt til ansigt og skal give lederne redskaber til at tale om relationerne i kredsen.
- De to timer med spillet er utrolig givende, og et fokus på relationerne mellem leder og barn og fællesskabet mellem børn, løfter og får nye sider frem i os som lederflok i mødet med børn og unge, fortæller forbundssekretær Lasse Nybo.

Anita Bøgh lægger heller ikke skjul på, at ledergruppen hellere end gerne ser en videreudvikling af “Rundt om Relationer”.

- Vi har efterfølgende snakket om, at det vil være fantastisk hvis der bliver lavet et relationsspil, hvor forholdet ledergruppen internt bliver taget op. Selvom vi har en ledergruppe, der fungerer fint, vil det helt sikkert styrke samarbejdet og sammenholdet lederne imellem, afslutter hun.