Landslotteriet sender 2 millioner ud i kredsene 

Kredse sikrer sig knap to millioner kroner i årets lodseddelsalg.

18. Dec 2020
Mia Fanefjord Hansen

FDF Sundby sælger lodsedler.

Årets landslotteri sender to millioner kroner ud til landets kredse. Med 84.927 solgte lodder har FDFere over hele landet i efteråret gjort en brav indsats for at tjene ekstra til kredsen i landslotteriet. Det til trods for at corona-restriktioner i hele salgsperioden på flere måder har begrænset mulighederne for fysisk salg. Overskuddet fra landslotteriet er således i år på 2,08 mio. kroner, mens beløbet var 1,88 mio. kroner i 2019.

Administrationschef Jakob Harbo Kastrup glæder sig over, at kredsene trods restriktionerne i stort omfang har formået at sælge lodsedler – og at pengene nu kommer kredsene selv til gode.

- Vi er rigtig glade for, at landslotteriet endnu engang har sendt næsten to millioner kroner ud at arbejde i kredsene. Mange kredse har på trods af corona-restriktioner og svære vilkår gjort et kæmpe stykke arbejde og har formået at få en rigtig fin fortjeneste ud af det til kredsens arbejde, siger Jakob Harbo Kastrup.

Mere attraktivt for kredse

I årets landslotteri modtager kredsene 23,48 kroner per solgte lod mod 16 kroner i 2019 – på trods af at en af de store hovedpræmier blev vundet i år. I salget fra den nye online-støtteportal modtager kredsene 12,86 kroner per solgte lod. Lodsedlernes pris på 30 kroner samt coronaens indvirkning på salget er noget, der frem mod næste års landslotteri vil blive set på.

- Vi har forståelse for de kredse, der har fortalt os, at lodsedlerne har været for dyre i år, eller at det har været for besværligt at sælge lodsedler pga. coronaen. Vi går derfor også i gang med at se på, om der er noget, vi kan gøre bedre eller anderledes for at gøre det endnu mere attraktivt for kredsene at sælge lodsedler og tjene en god skilling på det til næste år, siger Jakob Harbo Kastrup.

Det blev FDF Mosede, der i landslotteriets kredskonkurrence sikrede sig t-shirts til hele kredsen, mens FDF Graasten og FDF Haderslev begge vandt et gavekort til 55Nord.