FDF på mange måder: Tech-kreds på vej

Der er mange måder at lave FDF på. Et nyt initiativ i Aarhus skal danne grobund for en kommende tech-kreds.

07. Apr 2021
Mia Fanefjord Hansen

FDF handler om, hvordan vi er sammen – snarere end hvad vi laver, når vi er sammen. Vi siger det gang på gang, og kaster man et blik på FDF-landkortet, står det hurtigt klart, at der er cirka lige så mange måder at lave FDF på, som der er kredse. Fælles for det FDF, kredsene hver især skaber, er det formål, den ambition og de pædagogiske principper, som vi som forbund deler.

Tech-kreds i støbeskeen

Hvordan vores fælles værdisæt kan munde ud i forskellige – også nye – aktiviteter, er et nyt initiativ i Aarhus et godt eksempel på. Her har en gruppe frivillige sat sig for at starte en ny tech-kreds, hvor teknologi skal være omdrejningspunktet for de aktiviteter, kredsen udbyder.

Fra start har det været vigtigt for de frivillige, at kredsens aktiviteter var solidt funderet i FDFs værdier. Især FDFs ambition og den nye mærkefilosofi har været en hjælp til at sætte ord på kredsens aktiviteter.

- Ambitionen gør det nemt at kigge på en ny type aktivitet og spørge sig selv: Hvordan laver vi tro, leg, samfundsengagement og relationer ud fra dét? siger Michael Andreas Pedersen, en af initiativtagerne bag den kommende tech-kreds.

- Samtidig har mærkefilosofien været en stor hjælp. De generelle principper om, hvordan man går til en aktivitet, er meget nemme at overføre til nye typer aktiviteter, som vi ikke før har haft mærker indenfor, fortsætter Michael Andreas Pedersen.

Niels Mathiesen, en anden initiativtager bag projektet, bakker op.

- På samme måde som en fjeldtur gør godt, fordi det er svært at komme op ad stigningen, kan man med samme pædagogik sagtens få en gruppe børn eller unge til at programmere deres egne computerspil. Og fordi det er svært, og man kommer frem i flok, kan det skabe fællesskab på samme måde som vores øvrige aktiviteter, siger Niels Mathiesen.

Rammer noget i tiden

Når det netop er teknologi, den kommende kreds vil fokusere på, handler det for de frivillige om at nå ud til andre børn og unge end dem, der ellers vælger at gå til FDF. Ved at tage udgangspunkt i en specifik aktivitet, håber de frivillige at kunne tiltrække medlemmer fra et større opland, herunder den gruppe af børn der interesserer sig for teknologi.

- Det er ikke et spørgsmål om, at aktiviteter med teknologi nødvendigvis kan noget ekstraordinært. Det handler om, at vi kan se, at det tiltrækker en del børn, herunder en gruppe vi ikke ellers kan få fat i. På den måde rammer aktiviteterne noget i tiden, fortæller Niels Mathiesen og fortsætter:

- Vi tror, at teknologi som aktivitet – med FDFs ambition, værdier og pædagogik – kan nå ud til endnu flere og være en katalysator for at skabe et FDF for nye grupper af børn og unge.

Lignende initiativer finder allerede sted på klassebasis andre steder i landet, hvor kredse har oprettet tech-klasser – blandt andet hos FDF K 19 – Vanløse og FDF Vejle 1.

Følg tilblivelsen af den kommende tech-kreds på Facebook.