Flere hundrede på lederkursus

I alt 320 FDFere når forbi Sletten i løbet af weekenden, hvor årets lederkursus løber af stablen. Her kan lederne se frem til at få noget af alt det gode igen, de gør for børnene i kredsen hver eneste uge, lyder det fra kursuslederen.

03. May 2019
Mai Christensen

I 2019 bliver lederkurset afholdt i weekenden den 3.-5. maj.

FOTO: Asbjørn Laurberg.

Der er garanti for højt humør, FDF-sus og oplevelser i særklasse for de 320 FDFere, der i løbet af weekenden slår vejen forbi Sletten. Her bliver årets lederkursus afholdt, som vanen tro åbner op for inspiration til FDF-arbejdet - både i kredsen, udvalg, netværk, på kurser og andre FDF sammenhænge.

-Som deltager kan man glæde sig til at opleve meget af alt det gode, man selv gør hjemme i kredsen hver eneste uge. På lederkursus er der fuldt fokus på lederne, som her får noget igen på en anden måde, end de måske er vant til. De bliver forkælede og kommer til at opleve FDF-suset, siger kursusleder, Anne Kathrine Østerby Muldbjerg.

Én gang er ikke nok

Én af dem, der skal bruge weekenden på Sletten, er 25-årige Maria Mølholm fra FDF F 4. Til trods for, at det er fjerde gang, FDFeren fra Frederiksberg deltager på lederkurset, er hendes begejstring stadig lige så stor, som første gang hun var afsted.

-Det fede ved lederkurset er, at man får lov til at udvikle sine kompetencer, få ny viden, sparring med andre ledere, ny inspiration og ny læring. Jeg synes, lederkursus er en fornøjelse, hvor jeg både møder gamle bekendtskaber og skaber nye. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme afsted i weekenden og opleve en masse nye og spænende ting, fortæller hun.