Tag med FDF på Folkemøde 2019

Tag med og mød andre med noget på hjerte - tag del i debatter, samtaler og workshops, og fortæl om FDF og vores ambition.

04. Apr 2019
Christina Gro Hansen

Foto: Thomas Heie Nielsen

Folkemødet er en politisk festival fra 13.-16. juni, hvor folk med noget på hjertet og en holdning til verden omkring os, mødes og debatterer. Det overordnede tema for Folkemødet 2019 er FNs Verdensmål.

FDF sender nu for femte gang en delegation afsted til Folkemødet og i år vil delegationen slå et særligt slag for mere tid til det unyttige og det uperfekte. Derudover vil der være rig mulighed for, at udfordre Clement Kjærsgaard, udspørge din favorit folketingspolitiker, tage til koncerter, hylde vinderen af "DM i debat", synge med på fællessangen i højskoleteltet og diskutere politik og drømme for FDF til langt ud på natten.

Folkemødet rummer masser af events, hvor der både er gode muligheder for at lytte og for selv at komme til orde.

Politisk lejrbål

Delegationen vil hver aften afholde politisk lejrbål med KFUM/KFUKs delegation, hvor vi vil vende dagens emne og de mange indtryk. Vi holder kort morgenmøde sammen og vender mulighederne inden det er tid til at gå ud og fordybe sig i Folkemødets mangfoldighed. Delegationen har en opgave i undervejs at dele deres oplevelser på sociale medier. Kendskab eller nysgerrighed i forhold til Instagram eller Twitter er derfor en fordel. Derudover vil FDF af to omgange sammen sætte dagsorden i Grundtvigs telt under overskrifterne Speeddating med Verdensmålene og Hvordan løser vi perfekthedskulturen  samt indbyde til morgensang samme sted.

Delegationen

Delegationen vil ud over otte åbne pladser bestå af delegationslederne Casper Schmedes og Chili Preisler-Andersen, FDFs Folkemødearbejdsgruppe, og derudover generalsekretær Rasmus Agergaard, kommunikationskonsulent Christina Gro, forbundssekretær Lasse Nybo og medlemmer af hovedbestyrelsen. Med den sammensætning sætter vi et stærkt hold med mulighed for debat om forholdene i og uden for FDF.  

Praktisk

Delegationen holder forberedelsesmøde på Skype d. 3. juni kl. 19, hvor det forventes at alle deltager. Her kommer også yderligere information.

Vi tager afsted mod Bornholm torsdag middag med bus 886 afgang kl. 12.30 fra Københavns hovedbanegård. Tidligt søndag morgen går turen hjemad igen og vi forventer at være i København omkring 11.30.

Turen koster 500 kroner. Det dækker transport fra København, samt overnatning på den politiske slagmark (teltplads for unge), hvor vi skal bo på sammen med højskolerne og andre ungdomsorganisationer.

Der vil være mulighed for at opsnuse enkelte politiske oplæg med mad, men ellers står man selv for forplejning. Den lokale Netto og Dagli´Brugsen har et glimrende udvalg

Kontakt

Hvis du har spørgsmål, er du mere end velkommen til at kontakte Chili og Casper på mail: chilipreislera@andersen.dk, der koordinerer turen.

Tilmelding

Der er en begrænsning på otte pladser. Derfor bedes interesserede sende en kort motiveret ansøgning til Chili og Casper på chilipreislera@andersen.dk om dit forhold til FDF og samfundsengagement og hvordan du har det med sociale medier - skriv gerne hvilke sociale medier du har erfaringer med. Derudover har vi særligt brug for en der er god til at lave video-materiale, og kan gøre det undervejs på Folkemødet - så hvis det kunne være noget for dig, så skriv det endelig i ansøgningen.

Casper og Chili skal have din ansøgning senest tirsdag d. 30. april 2019.