For 200 skolebørn var "Go play" lige sagen.

FDF Kolind er i fuld gang med et større samarbejde med det lokale kulturcenter og skole. Et samarbejde, der blev skudt i gang med 200 glade børn, som fik afprøvet byens nye legestander, Go Play.

01. Nov 2018
Mai Christensen

Aktiviteterne ved Go Play-standeren var startskuddet til projektet "Kolind sund", som strækker sig over en længere periode.
Foto: FDF Kolind

Det er ikke hver dag, man kan tage sin favorit leg i lommen på vejen hjem, ligesom det hører til sjældenhederne, at voksne sådan uden videre kaster sig ud i løjerne og leger med. Det var i hvert fald meldingen fra de 200 børn fra Kolind Centralskole, der fredag den 14. september satte gang i legen ved byens nye Go Play-stander sammen med FDF Kolind.

-En af vores unge ledere tog for eksempel tyrerollen i "Tyren i ringen" meget bogstaveligt og skræmte børnene, så de slet ikke kunne stoppe med at grine, fortæller Julie Zederkof fra FDF Kolind.

Besøget ved legestanderen, der er placeret ved det lokale sports- og kulturcenter, markede startskuddet for projektet "Kolind sund". Foruden legestanderen nåede børnene også omkring andre lokale foreninger på dagen, som alle havde arrangeret aktiviteter, der forenede bevægelse og fællesskab.

-Børnene oplevede at kunne tale sammen om lege og at kunne bede deres lærere om at tage en leg med hjem og lære. De børn, som vi kender fra FDF, fik desuden mulighed for at vise, hvad de kendte til i legene - og på den måde voksede deres selvtillid. Jeg tror, at det visuelle i legestanderen og gimmicken ved, at man kan tage en leg i hånden, vækker interesse og gør, at børnene nemmere husker aktiviteten og bliver nysgerrige på, hvem vi, siger hun. 

Legende opmærksomhed

Det er ikke første gang, FDF Kolind samarbejder med andre i lokalsamfundet. Kredsen har tidligere haft en børnehave på besøg og er nu i gang med et større samarbejde med både skolen og kulturcenteret, Kolind+.

-Vi har et fast samarbejde med Kolind+ og deres brugerråd, hvor også skolen er repræsenteret, så på den måde prøver vi at lave flere og flere ting sammen. Vi holder blandt andet børnekulturnat sammen i november og er fælles om at finde på spændende ting at bruge Kolind+'s udendørsområde til. Her tænker vi for eksempel på shelters midt inde i byen eller en legestation alla sidste landslejr, siger hun.

At skolens besøg ved Go Play-standeren var en succes blandt de små størrelser, er der ingen tvivl om, ifølge Julie Zederkof. Derfor ser hun også frem til, at kredsen til november deltager i byens børnekulturnat, hvor legestanderen officelt indives.

-Vi nåede desværre ikke mange lege, da tiden var kort, men vi leger længe med legestanderen til børnekulturnatten i november. Vi planlægger desuden i fremtiden at invitere skolens idrætslærere til en legeaften ved legestanderen, hvor vi kan indvie dem i legene og måder at lege med legestanderen på, afslutter hun.

Der var stor interesse for de mange legekort. Det er ikke hver dag, man kan tage en leg i lommen.
FOTO: FDF Kolind