Forårets kurser får en anden form

FDFs forårskurser 2021 får en anden form end vi normalt kender dem. Beslutningen er taget af FDFs hovedbestyrelse af hensyn til forberedelsen og for at sikre de bedst mulige vilkår for afholdelsen af kurserne under corona.

16. Dec 2020
Ida Sofie Kristensen 

Foto: Kasper Henriksen

Med udsigten til fortsatte corona-restriktioner for foreningslivet i det nye år har FDFs hovedbestyrelse besluttet at aflyse forårets kurser i deres normale form. Det drejer sig om 7.-8. klassekurserne i uge 7, påskens seniorvæbnerkurser og seniorkurser samt det sædvanlige lederkursus. 

FDFs formand Dorte Fog understreger, at beslutningen om igen at aflyse kurserne, som man normalt kender dem i FDF, langt fra har været nem:

– Kurserne i FDF er kilde til gode oplevelser og et fællesskab, der rækker videre i livet for en masse unge og voksne FDFere. Derfor gør det også ondt igen at måtte aflyse kurser grundet coronarestriktioner. Beslutningen må træffes nu for at skabe klarhed for de flere hundrede frivillige instruktører og medarbejdere, der lægger et stort engagement og mange timer i at planlægge kurser i FDF, siger formand for FDF Dorte Fog. 

Samtidig arbejdes der i øjeblikket på at kunne udbyde alternative kursustilbud, der kan afvikles under de til den tid gældende restriktioner, i påsken 2021. De alternative kursustilbud vil dog i form og indhold adskille sig fra de kurser, vi normalvis kender i FDF. 

– Det er vores håb at vi, ved at handle allerede nu, kan skabe det bedste grundlag for nye ideer og koncepter, som vi faktisk også kan gennemføre, når vi når til foråret 2021, siger forbundssekretær Jeppe Sølvberg Strauss. 

– På den måde arbejder vi fortsat målrettet på at kunne give børn og unge i hele landet gode og fællesskabende FDF-oplevelser til foråret; coronaen på trods! fortsætter han. 

Mere information om formen på FDFs kursustilbud i påsken 2021 vil følge i det nye år.