Forældre til VM: Min årlige FDF-indsprøjtning

De sidste mange år har det været en fast tradition for Vibeke Samuelsen fra FDF Hadsund at hive Kristi Himmelfartsferien ud af kalenderen for at deltage i Væbnermesterskabet. I år er ingen undtagelse - her vender hun tilbage som sjakleder.

01. Mar 2018
Af Mai Christensen

Vibeke Samuelsen har været afsted til Væbnermesterskabet de sidste mange, mange år. Nu er hendes datter Emma en del af VM-udvalget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

-Tag afsted. Det må I simpelthen ikke gå glip af. I skal ikke tage afsted for jeres børns skyld, men for jeres egen skyld, for det er en oplevelse uden lige.

Sådan svarer Vibeke Samuelsen fra FDF Hadsund, når man spørger hende, hvorfor andre FDF-forældre skal følge i hendes fodspor og tage med til Væbnermesterskabet, når det løber af stablen i Kristi Himmelfartsferien i København. De sidste syv år har hun hjulpet til - først med madlavning og nu som sjakleder og mor til Emma Samuelsen fra VM-udvalget.

-Jeg begyndte at tage afsted, før mine egne børn var med, fordi jeg blev fristet bare af at kigge på det. Og så tog min mand og jeg med derover og hjalp lidt med at varme noget mad. Børnene havde egentlig selv mad med, men vi var nogle par, der tog med for at hjælpe til, siger hun og fortæller, hvordan tjansen egentlig bare var en undskyldning for at komme med. Havde hun været yngre, havde hun hoppet med som deltager.

-Da mine egne børn kom til at skulle deltage, var det endnu mere oplagt at deltage. Så kunne jeg se dem, og jeg synes jo, at VM er et fantastisk arrangement. Og jeg tror ikke, at forældre er klar over, hvad deres børn laver og gennemlever og oplever på de tre-fire dage. Jeg tror simpelthen ikke, de gør sig begreber om de spændende ting.

Alle kan være med

For Vibeke Samuelsen har FDF været en fast del hverdagen de sidste mange år. Et fællesskab og en følelse hun nu får gennem den årlige deltagelse i Væbnermesterskabet.

-Mit FDF-arbejde bliver mindre og mindre. Jeg er kun løst tilknyttet efterhånden, så det her er min årlige FDF-indsprøjtning, siger hun og understreger, at sammenholdet mellem den voksne del af Væbnermesterskabet, er helt unikt. Og det uanset, om man kommer fra Greve eller Gedser.

-Det bedste er, at jeg får lejlighed til at snakke med alle dem, som jeg efterhånden kender, men der kommer også nye til. Og man rejser hjem hvert år og tænker, at nu har man også lært nogen at kende derfra og derfra. De er smadder søde allesammen. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede, men jeg bliver lige positivt overrasket over den positive stemning hvert år, afslutter hun.