GLOBUS i Nepal

I januar var GLOBUS-udvalget ti dage i Nepal for at se klimaforandringernes konsekvenser for befolkningen.

12. Feb 2020
Emilie Sunekær Christensen

GLOBUS-udvalget var med i markerne for at se de afgrøder, som kvinderne dyrker.

Foto: Daniel Østergaard

GLOBUS-udvalget rejste i januar til Nepal sammen med Folkekirkens Nødhjælp for med egne øjne at se, hvordan klimaet ændrer sig, og hvordan folket i området må tilpasse deres liv og levevej til de nye vilkår. Formålet med rejsen var at samle viden og inspiration til brug i FDFs internationale projekt - GLOBUS.

At se det med egne øjne 

På turen i Nepal mødte de nogle af de mennesker, som igennem Folkekirkens Nødhjælp har fået bedre fremtidsmuligheder, nu kan sende deres børn i skole og tjene en fornuftig indkomst. Og på den måde så de, at det nytter og bringer gavn, når vi i FDF tager FNs verdensmål til os og støtter op om Folkekirkens Nødhjælps arbejde, der hjælper verdens fattigste.

Når hjælpen gavner

GLOBUS-udvalget besøgte bl.a. en række andelsforeninger, som driver landbrug sammen. Andelsforeningerne har igennem Folkekirkens Nødhjælp fået støtte til drivhuse og frø samt oplæring i, hvilke afgrøder der skal plantes i hvilken sæson, og hvordan man får det bedste udbytte fra markerne.

Èn af de store udfordringer for de små landbrug i Nepal er de ændrede regnvejrsmønstre. Regnen falder ikke, når den plejer, og når den endelig kommer, så er det nogle gange med så voldsom kraft, at det ødelægger både marker og afgrøder. Derfor får kvinderne også vejledning i at plante afgrøder, som er bedre rustet til at klare den voldsomme regn.

Og med støtten fra Folkekirkens Nødhjælp, har det derfor været muligt at skabe en indtægt fra landbruget, da grøntsagerne nu kan sælges på det lokale marked, så de både mætter munde og giver penge på lommen.

Støt op

Jeres kreds kan støtte klimatilpasningen i Nepal ved at gå med, når Folkekirkens Nødhjælp ved Sogneindsamlingen søndag d. 8. marts samler ind til klimabelastede områder. I kan tilmelde jer her.

 

Foto: Daniel Østergaard