Hardsyssel udgiver bog med tips til et fedt efterskoleår

Mange unge og deres forældre leder efter den perfekte efterskole i denne tid. Men det kan være en mundfuld at begynde på efterskole. Eleverne på Hardsyssel Efterskole har derfor skrevet en e-bog med 11 ultimative tips til, hvordan nye elever får et fedt efterskoleår.

20. Apr 2018

Mange elever vælge efterskole i denne tid. Eleverne på Hardsyssel Efterskole har lavet 11 ultimative tips til, hvordan man får et fedt efterskoleår.

Toyota’en svinger ud af p-pladsen, og tilbage står den 15-årige med Hummeltasken i hånden – overladt til sig selv og en stor flok andre nye elever og nye lærere. Det kan være en stor mundfuld for teenageren at begynde nyt liv på efterskolen – væk fra mor og fars kødgryder og trygge favn. Og selv om de fleste elever hurtigt falder godt til i de nye omgivelser og får venner for livet, så har eleverne på Hardsyssel Efterskole nu skrevet en e-bog med 11 gode råd til, hvordan nye elever får et godt efterskoleår.

- Man er jo lidt alene, når man begynder på efterskole. Det kan godt være lidt skræmmende – selv om man jo selv har valgt det og også glæder sig helt vildt og synes, det hele er spændende, siger 16-årige Malene Bjerre Hansen, som går i 10. klasse på Hardsyssel Efterskole.

Hun har været med til at skrive de 11 tips til nye efterskoleelever. Og netop nu jagter mange unge og deres forældre den perfekte efterskole til skolestart i august.

- Det er fedt at få nogle råd til, hvordan man griber den første tid an – og hvordan man i det hele taget får et godt år på efterskole. Det er jo oftest den ene gang i livet, man går på efterskole – så det skulle gerne blive så godt som muligt, understreger Malene Bjerre Hansen.

Ikke et ord om sokker – og dog

De 11 tips handler ikke, om at de unge skal huske sokker, toiletgrej og sportstøj – men derimod at man for eksempel skal huske at smile, tage mod nye udfordringer, betro sig til vennerne – og huske hyggesokker.

- Det er en god blanding af alle de ting, som vi selv synes har fungeret for os elever, der går her nu. For eksempel er det ret vigtigt at smile, være imødekommende og tage ja-hatten på især i den første tid, så du hurtigt finde nye venner og dermed føler dig tryg, siger Jens Christian Wøhleke, som går i 10. klasse.

Seje elever

Forstander Rolf Sanderhoff er glad for, at eleverne på Hardsyssel går så meget op i deres efterskoleliv, at de har villet være med til at gøre livet lettere for de nye elever, der blandt andet begynder til næste skoleår.

- Vi har en god skole, hvor vores elever er glade for at være og meget få dropper ud. Men begyndelsen kan være svær for nogle elever. Der går heldigvis oftest ikke længe, før alle falder godt til her – men gode råd til nye ting, kan vi alle bruge. Det er nogle handlekraftige og seje unge, vi har på skolen, og jeg er meget glad for, at de vil dele ud af deres erfaringer, som de næste elevhold kan få glæde af. Vi voksne er selvfølgelig hele tiden tilgængelige for de unge og opmærksomme på, om de har det godt, men gode råd fra ung til ung, kan også være meget værdifulde, vurderer Rolf Sanderhoff.

Bogens forside i ægte Hardsyssel-stil.