Ny historisk skattejagt for hele familien

Den 11. juni inviterer FDF og Historier om Danmark alle til at deltage i en ny, historisk skattejagt. Det foregår i 15 forskellige byer landet over.

19. May 2017
Christina Gro Hansen

Drengen Holger er fanget i historien. Nu er det op til dig at redde ham. ”Fanget i historien” er en historisk skattejagt for hele familien. Der er tale om en landsdækkende begivenhed den 11. juni, og hele familien kan deltage – gratis! 

Opgaver til alle aldre

- "Fanget i historien” er et opgaveløb, hvor hjerne, sanser, krop og samarbejdsevner på tværs af familien kommer i spil. Skattejagten består af syv poster, hvor du fra post til post rejser igennem Danmarks historie med formålet at få Holger hjem til nutiden igen. Du skal for eksempel læse vikingetidens runer, prøver kræfter med H.C. Ørsteds elektromagnetisme, blæse af lungernes fulde kræft i bronzealderens lur, afprøve spejltricks fra skyttegraven eller dufte dig frem til middelalderens krydderier.  

 

- For FDF er det vigtigt at give børn og unge et ståsted at møde verden fra. Det får man blandt andet ved at kende sin egen og vores fælles historie. Den 11. juni sørger FDF’ere landet over for, at hele familien kan lege sig ind i historien gennem sjove udfordringer på de historiske ruter, siger Morten Skrubbeltrang, FDFs generalsekretær.

 

Ole Winther, enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen siger:

- Historier om Danmark sætter fokus på de mange muligheder, der er i hele landet for at opleve Danmarks historie på tæt hold. ”Fanget i historien” er en nem måde at udforske historie på for både børn og voksne. Med den historiske skattejagt vil vi vise, at historie ikke behøver at være tør boglig viden. Historie er også landskaber, leg og historiske udfordringer. Vi er glade for, at vi i samarbejde med FDF kan tilbyde den historiske skattejagt til alle interesserede den 11. juni. 

Hvor kan du være med?

”Fanget i historien” foregår søndag den 11. juni fra klokken 13.00-16.00. Det tager cirka halvanden time, og alle er velkomne til at deltage – man møder bare op, og det er gratis at være med. Sidste hold bliver sendt af sted klokken 14.30.  

En del af Historier om Danmark

”Fanget i historien” er udviklet af FDF i samarbejde med Historier om Danmark.

Historier om Danmark er et tværgående samarbejde mellem DR, Nationalmuseet og Slots- og Kulturstyrelsen. Projektet er støttet af Nordea-fonden. Læs mere om Historier om Danmark på historieromdanmark.dk.

”Fanget i historien” er en del af Historier om Danmarks initiativ ”På tur i Danmarks historie”. Her har Slots- og Kulturstyrelsen i samarbejde med landets museer udvalgt 47 ture i land og by, som man let kan gå eller cykle – og samtidig opleve Danmarks historie på nært hold. Turene bliver udgivet i en bog fra Gads Forlag den 11. juni, og det er på nogle af de ture, hvor også ”Fanget i historien” finder sted.