Hold kontakten til seniorer på efterskole

I sidste uge tog mange seniorer af sted på efterskole, hvor de skal tilbringe et helt år. Det er en rigtig god ide for kredsene at holde kontakt med seniorer på efterskole ved at sende indbydelser til seniorarrangementer og kredsweekender. 

18. Aug 2016
Sara Springborg

Katrine og Astrid fra FDF Tyrsted-Uth på tur med friluftslinjen på Rønde Efterskole.
FOTO: Morten Springborg

-Det kunne være mega hyggeligt at få rigtig post fra kredsen, siger Astrid Bennedsgaard og Katrine Mortensen, som er elever på Rønde Efterskole og seniorer i FDF Tyrsted-Uth.

I sidste uge startede de på efterskolelivet ligesom mange andre seniorer landet over. De vil begge gerne høre fra kredsen, mens de er væk fra de ugentlige seniormøder.
-Jeg tror det vigtigste for, at seniorer på efterskole har lyst til at fortsætte i kredsen, når de kommer hjem, er, at kredsen holde en eller anden form for kontakt. Det vil være svært at starte igen, hvis først man er kommet ud af kredsen, siger Katrine Mortensen.

Astrid tilføjer, at det skal være tydeligt, at man er velkommen i kredsen, allerede inden man tager af sted på efterskole.
-Vi vil gerne have alle invitationer til arrangementer i kredsen, selvom der er meget vi ikke kan komme til, siger Katrine.

Begge piger vil også gerne deltage i seniormøder i weekenden et par gange om året, for eksempel en grillaften lørdag eller en aktivitet søndag formiddag.

Hold kontakten

Kredsleder i FDF Tyrsted-Uth, Karina Østergaard, er glad for at de to seniorpiger gerne vil fortsætte i kredsen, mens de er på efterskole. Hun giver disse bud på, hvad man som kreds kan gøre for at holde kontakten:


-    Sende en lille pakke tre til fire gange i løbet af året
-    Holde nogle seniormøder om søndagen
-    Invitere seniorer på efterskole med på kredsweekend og sommerlejr

Både Astrid og Katrine regner med at fortsætte som seniorer i kredsen, når de kommer hjem igen fra efterskolen til sommer.