Inden længe bliver det igen let at finde gode, relevante andagter

Tirsdag aften lød startskuddet til arbejdet forud for relanceringen af andagtsportalen, DetMedGud.dk. Et solidt samarbejde mellem KFUM-Spejderne, KFUM og KFUK, De grønne pigespejdere og FDF skal bidrage til, at frivillige ledere igen let og enkelt kan finde frem til andagter, når de skaber rum for tro.

28. Feb 2019
Mai Christensen
FOTO: Henrik Pedersen

Repræsentanter fra FDF sidder med om bordet, når arbejdsgruppen for relanceringen af andagtsportalen DetMedGud.dk mødes for at forny hjemmesidens indhold og brugervenlighed. Arbejdsgruppen var første gang samlet tirsdag aften og består af 10 medlemmer fra de fire kirkelige børne- og ungdomsorganisationer, der alle har et ønske om at forløse det store potentiale, som DetMedGud.dk har: Derfor skal det gøres lettere at navigere rundt på portalen, så endnu flere kan få glæde af de mangeartede andagter.

-Det er virkelig spændende at komme i gang sammen, og der er stor forventningsglæde rundt om bordet til en flot relancering af andagtsportalen til gavn for de mere end ti tusind frivillige i de fire kirkelige børne- og ungdomsorganisationer, siger projektleder Lasse Nybo-Andreassen fra FDF.

Arbejdsgruppen forventer, at den opdaterede version af DetMedGud.dk lanceres i sensommeren 2019 med indhold, der inspirerer de frivillige og giver flere muligheder i deres kristendomsformidling.

-Det er vigtigt, at andagterne på hjemmesiden først og fremmest inspirerer til at bygge bro mellem børn og unges virkelighed og livsvigtige teologiske emner så som livslyst, mod, håb, frygt, skam og skyld. Selv om kristendomsformidling skal være let at gå til, stiller frivillige ledere høje krav til graden af relevans, bærbarhed og brugbarhed. Hjemmesidens kristendomsformidling skal så at sige være let uden at være "light", fortæller Suzette Munksgaard fra Center for Ungdomsstudier.

Vi bygger bro

KFUM-Spejderne, KFUM og KFUK, FDF og De grønne pigespejdere er alle partnere i projektet og har med økonomisk støttet fra Y’s Men’s Club ansat teologistuderende Mads Højrup Pedersen fra FDF K 9 som projektmedarbejder for DetMedGud.dk. På grund af det brede samarbejde skal andagterne netop være relevante for medlemmer i alle organisationerne.

-Vi kommer til at gå efter at skabe en stor bredde i vores materiale, så der både er pakkeklart indhold til helaftensaktiviteter og inspiration til undervisning i teologiske emner, fortæller Mathias Flinta fra KFUM-spejderne.

-Vi har i forvejen fokus på at styrke de frivillige, og nu kommer hjemmesiden som et tiltrængt redskab til deres virke i klubberne og på festivaler, tilføjer Brian Jørgensen, der er formand for kristendomsudvalget i KFUM og KFUK.

FOTO: Rieke Poppe