365.646 kroner indsamlet til GLOBUS
Via forskellige initiativer i forbindelse med landslejren blev der samlet penge ind til GLOBUS. Nu er det endelige beløb talt op og donationen skaber begejstring hos GLOBUS-udvalget og Folkekirkens Nødhjælp.

Foto: Rasmus Bernt Nielsen
Gav du dig i kast med at ramme plet i pant-nettet på torvet? Var du tæt på at få popcorn galt i halen under Lederrevyen af ren latter? Var du nede forbi GLOBUS-teltet og nød et stykke lagkage? Har du deltaget i auktionen om landslejrartikler? Eller tænkte du ‘pyt’, da du så restbeløbet på dit lejrarmbånd og lod pengene stå?
Så har du været med til at samle penge ind til FDFs internationale projekt, GLOBUS, der arbejder med FNs verdensmål både i FDF og i Nepal. Signe Randorff Larsen, formand for GLOBUS-udvalget, er begejstret for donationens størrelse.
“Sammen med landslejrudvalget og Folkekirkens Nødhjælp fik vi stablet en masse gode indsamlingsaktiviteter på benene. Vi er meget imponeret over donationerne fra deltagere ved forhåndstilmeldingen og restbeløb fra lejrpung, som har gjort at der er samlet hele 365.646 kroner ind til GLOBUS-projektet", siger Signe Randroff Larsen.
Alle har bidraget
Donationen betyder, at arbejdet styrkes på de mange projekter, som FDF og Folkekirkens Nødhjælp samarbejder om i Nepal. Pengene skal blandt andet gå til GLOBUS-projektet i Nepal, hvor det handler om at hjælpe befolkningen med blandt andet at tilpasse hjem og husholdning til de forandringer de møder i kraft af klimaforandringerne, som tørke, jordskred og store oversvømmelser, som på forskelligvis udfordrer deres levebrød og livsvilkår. Nepal er et af de lande, hvor klimaforandringerne er direkte til stede og hvor penge kommer til at sikre nepaleserne en sikre fremtid.
“I Folkekirkens Nødhjælp er vi meget taknemmelige over at have så stærkt et samarbejde med FDF - at der er et landslejrudvalg, et GLOBUS-udvalg og et landsforbund, som bakker op om projektet i Nepal. Det er et virkelig godt resultat. Alle jeres donationer kommer til at gøre stor glæde i Nepal", siger leder af Partnerskaber og frivillighed hos Folkekirkens Nødhjælp, Ane Kolby Kristiansen.