Kom til udviklings- og sparringsdage om FDFs kurser

Seniorkursus Vork og Sletten inviterer til åbne udviklings- og sparringsdage om kurserne i påsken 2021.  

14. Oct 2020
Ida Sofie Kristensen

Lørdag d. 17. oktober kl. 10:00-16:00 afholder FDFs seniorkurser to åbne udviklings- og sparringsdage for alle frivillige, som ønsker at tage del i udformningen af de kommende påskekurser i 2021. Der bliver tale om to separate arrangementer, ét for Vork og ét for Sletten, der afvikles samme dato på henholdsvis Rysensteen og Det Nye Sletten. 

- Vi er glade for at kunne gå i gang med at planlægge påskens kurser til 2021 allerede nu. Det var en stor skuffelse for både medarbejdere og deltagere på alle kurser, da vi måtte aflyse kurserne i efteråret 2020. Derfor trækker vi allerede nu i arbejdstøjet, så vi kommer godt fra start med forårets seniorkurser, fortæller kursusleder Jeppe Sølvberg Strauss.

 

Kursusplanlægning i en omskiftelig tid 

Jeppe peger på, at udviklings- og sparringsdagene bl.a. afholdes i forsøget på at fremtidssikre FDFs kurser i en tid, hvor forandringer generelt præger den måde, kurserne planlægges på. 

- Vi håber, at vi – ved at gå så tidligt i gang – kan komme mere på forkant med den foranderlige tid, vi lever i. Samtidig håber vi, at åbne udviklings- og sparringsdage kan gøre ledernes vej til til seniorkursuslivet kortere, så både erfarne og helt nye frivillige får mulighed for at være med til at lave seniorkursus i FDF, fortæller han. 

- Dagene vil blandt andet bestå af fælles udvikling af kurserne i en corona-tid, overvejelser af hvordan kurserne skaber de bedste oplevelser og den bedste læring for vores unge, og begyndende udvikling af konkret program til de enkelte kurser, slutter Jeppe.

For at blive medarbejder på FDFs seniorkurser skal man være fyldt 21 år og være medlem af FDF. Det er gratis at deltage i sparringsdagene, men der refunderes ikke kørsel.

 

Bemærk at tilmelding er nødvendig for deltagelse.