Landslejr-energien fyldte Sletten i weekenden

Sletten dannede i weekenden ramme om gode samtaler og boblende landslejr-drømme.  

12. May 2021
Mia Fanefjord Hansen

Det summede af landslejr-energi på Sletten denne weekend, da landslejrudvalget mødtes med alle landslejrens forpersoner for i fællesskab at genstarte arbejdet frem mod næste sommers landslejr. 

Det skabte store smil på alles læber endelig at kunne mødes fysisk oven på en lang dvale, og der var noget helt særligt over at mødes netop på Sletten, fortæller landslejrchef Simon Stagis. 

- Om et år fyldes Sletten med børn, unge og ledere til fællesskab og leg på vores alle sammens landslejr. Vi har i den grad glædet os til at få sat ansigt på hinanden og atter at trække i skjorterne for sammen at tage hul på forberedelserne.    

God tid til drømme 

På mødet var der god tid til at tale om, hvordan alle FDFs ledere sammen kan skabe små og store stjernestunder for børn og unge næste sommer. De første drømme og tanker blev delt på tværs af udvalg, ligesom landslejrens fem overordnede principper blev drøftet. 

Sammen dykkede landslejrudvalget og forpersonerne også længere ned i det temaunivers, som bliver gennemgående på landslejren. Første kapitel i historiefortællingen blev læst op og levendegjorde, hvordan vi alle skal på en opdagelsesrejse sammen – både på det fiktive kontinent, hvor historien udspiller sig, men også i hinanden som mennesker. 

Fornyet gejst 

Samtidig var der på weekendens møde rum for at lufte og sammen få sat ord på de bekymringer, der naturligt opstår i en tid med fortsatte retningslinjer og restriktioner. 

- Vi oplever en fornyet gejst. Det, der fylder hos os, er ikke længere spørgsmålet, om der bliver landslejr – men derimod hvordan der bliver landslejr. FDFere er verdensmestre i at finde løsninger, og vi glæder os til at vække landslejren til live sammen med alle ledere i den kommende tid - og netop finde løsninger til glæde for alle vores børn og unge, siger landslejrchef Simon Stagis. 

Det er den fornyede gejst, som både landslejrudvalg og forpersoner nu bringer hjem til udvalg, kredse og ledere, som det næste år skal arbejde sammen om at skabe den bedste landslejr for børn og unge. Landslejrudvalget ser især frem til at se endnu flere landslejrdrømme tage form, når alle ledere mødes på efterårets landslejrkursus.