Lederskole er som en FDF-lejr kun for voksne

Tilslutningen var stor, da FDF Landsdel 5 i weekenden afholdt lederskole. Én af deltagerne var 21-årige Tobias Smith Hansen fra FDF Ansager, der oplevede, hvordan man kan blive en bedre leder af at rykke ud af kredsen og mødes på tværs.

11. Apr 2019
Mai Christensen
Tobias Smith Hansen fra FDF Ansager havde i weekenden byttet tjansen som puslinge/tumlinge-leder ud med deltagelse i landsdelens lederskole.

-At være på lederskole giver en anden form for fællesskab. I det daglige handler det jo primært om børnene, men her er der fokus på at være en god leder og at samarbejde på tværs. Det er en god måde at få nye venskaber, så man kan vel næsten sige, at det er en FDF-lejr - kun for voksne.

21-årige Tobias Smith Hansen fra FDF Ansager var én af de 46 ledere, der i weekenden deltog i FDF Landsdels 5's lederskole. Et arrangement, der med bred opbakning bød på et væld af inspirationspunkter og samarbejdsøvelser, som alle havde til formål at klæde lederne på til at gøre det, de allerede gør godt, endnu bedre.

-Jeg valgte at tage afsted, fordi jeg gerne ville have udvidet min horisont og have nye inputs til arbejdet i kredsen. Det giver noget ekstra at mødes med FDFere fra andre kredse, så man kan trække på hinandens erfaringer, siger han.

Vi bliver bedre - sammen

Weekendens lederskole var den første, FDFeren fra Ansager deltog i, men absolut ikke den sidste. Med rygsækken fyldt med erfaringer efter at have samarbejdet på tværs og ekstra lag til FDF-hverdagens "plejer", fremhæver Tobias Smith Hansen fordelen ved at rykke ud af kredsen for en stund.

-Det er ikke sidste gang, jeg har været på lederskole. Selv om jeg ved meget i forvejen, kan jeg sagtens blive bedre og blive endnu klogere på FDF og det vi gør. Derfor kan jeg også kun anbefale alle at tage afsted, afslutter Tobias Smith Hansen.

Hele 46 deltagere og otte instruktører bruge weekenden på at blive bedre ledere - sammen.