Leg, løb og lejrbål gav nye medlemmer 

FDF K 27 Lundehus Sogn har i løbet af efteråret målrettet samarbejdet med fire fritidshjem i kredsens lokalområde. Projektet hedder Leg, løb og lejrbål - og har indtil videre givet 10 nye medlemmer.

30. Dec 2017
Mai Christensen
Det var de fire fritidshjem Emdrup Søgård, Skrammellegepladsen, Græshoppen og Ryac, FDF-kredsen besøgte som en del af projektet. FOTO: FDF K 27 Lundehus Sogn

Et 70-post løb om slik, leg med kredsens seniorvæbnere og snacks i massevis over bål. Mandage, tirsdage og onsdage i løbet af efteråret har ikke set kedelige ud for fritidshjemmene på Ydre Østerbro i København. Her har FDF K 27 Lundehus Sogn nemlig taget rundt til fire nærliggende fritidshjem for at lave klassiske FDF-aktiviteter med børnene. En indsats, der indtil videre har givet kredsen 10 nye medlemmer.

 

-Børnene elskede hvert minut af det. Det kunne man tydeligt se på andendagen, hvor de løb fra skolen og hen til fritidshjemmet, fordi de glædede sig til at være sammen med mig og Oskar. Det var også ret fedt, at de var nysgerrige omkring FDF, og hvad man lavede, når man var til FDF. Og som en, der har mange mærker på sin skjorte, var det også et stort taleemne, fortæller Emma Plüger Epsø, der sammen med medlederen Oskar, har været to af hovedkræfterne bag projektet. 

 

- Den fedeste følse var, da der kom et barn hen til os med sin forælder, allerede på førstedagen, og sagde, at nu ville de godt starte til FDF.

En målrettet indsats

Emma fortæller, at kredsen længe har overvejet, hvordan flere puslinge finder vej til kredshuset. Derfor var hverken ledere eller kredsleder bleg for at kaste sig ud i det, da et samarbejde med fritidshjemme blev nævnt som en mulighed. Det skulle bare prøves.
- Der er en del af børnene fra FDF, der går på de forskellige fritidshjem, og nogle gange henter vi dem direkte derfra og tager dem med til FDF. Plus nogle af lederne har også gået der som børn, så vi havde allerede en god bund for et samarbejde, inden vi kom i gang, siger Emma Plüger Epsø og fortæller, at lederne holdte et brainstorm-møde med lederne af den klynge, fritidshjemmene tilhører. 

 

-Allerede inden projektet gik i gang, havde vi søgt en fond hos Københavns Kommune der hedder “pop up fonden”, som appelerer til foreninger, der kunne have lyst til at samarbejde med skoler og fritidshjem. Vi søgte om 21.500 kroner og fik det.  

En succes


At både fritidshjemmene og den københavnske kreds er begejstrede for samarbejdet, er der ingen tvivl om. Derfor vil Emma Plüger Epsø heller ikke afvise, at kredsen stabler et lignende projekt på benene en anden gang. Det var nemlig hele arbejdet værd.

-Det var sjovt at se de første par børn komme gående forbi posterne med billeder af slik på og se dem lyse helt op i hovedet. De fleste børn kom hen for at spørge hvem vi var og hvorfor vi var der, hvortil vi svarede “Vi er FDFere og vi er her for at lege og lave bål sammen med jer”. Herefter gik det så løs med pandekager og slik-løb. Når seniorvæbnerne havde fri fra skole kom de til fritidshjemmet for at lave nogle store fælleslege med udgangspunkt i FDFs GO PLAY legekort. Efter ca 2.5 time var der ikke flere børn på fritidshjemmet, og så var det tid til at pakke sammen og gøre klar til næste dag, afslutter hun.