Langtidsplanlægning kan fastholde medlemmer

Landslejren fylder i hele FDF, men i kredse og netværk er der også allerede fuld gang i planlægningen af sommeren 2023. Det kan vise sig som en god taktik.

17. Jun 2022
Stina Lykke Hyllested Volf

Langt de fleste FDFere er i disse uger fuldt beskæftiget med forberedelserne til landslejren. Alligevel har flere kredse og netværk allerede nu gjort sig tanker om hvilke fælles oplevelser og lejre, der kan give kredsens børn og ledere noget at se frem til på den anden side af landslejren. Det kan vise sig som en god taktik ift. at fastholde medlemmer og bevare ledernes motivation, når støvet har lagt sig på Sletten og rejsen til Coratia er slut.

Her er to eksempler til inspiration.

Traditionsrig udlandstur

Landsdel 5 skal i sommeren  2023 til Tiroler Pfadfinderzentrum i Igls i Østrig. De tager på udlandstur hvert femte år, og normalt ligger turen to år efter landslejren, så der ikke ligger to store lejre lige efter hinanden – men landsdelen har holdt fast i rytmen, selvom landslejren blev udskudt til denne sommer.

Mette Svendsen fra FDF Esbjerg 2 Midtby er med til at planlægge lejren, og hun har selv været deltager på lejren, siden hun var ganske lille. Lejren tilbydes til alle væbnere og opefter i landsdelen, og typisk er de 500-600 deltagere afsted i starten af juli måned.

På lejren sover deltagerne i telte, og de fleste aktiviteter foregår som dagsture væk fra lejrpladsen. Her kan deltagerne vælge blandt et væld af aktiviteter, hvor de blandt andet kan besøge "den evige sne", komme ned i en sølvmine, få en dukkert i et stort udendørs badeland, klatre, tage på vandreture og opleve stemningen i Innsbruck. Det er op til kredsen selv, hvilke aktiviteter de tager på, eller om de gerne vil slappe af med en hjemmedag.

Deltagerne er ikke svære at lokke med, fordi både børn og ledere i landsdelen ser frem til de traditionsrige ture.

- Der plejer ikke at blive gjort det store for at få deltagere med, fordi det er en tradition, og noget man ser frem til. Vi er det samme sted, og vi laver de samme aktiviteter. For mange er det noget, man ser frem til at prøve, ligesom det er at være på landslejr, fortæller Mette Svendsen.

Under normale omstændigheder bliver der også lavet en fælleslejr for de små i Danmark, men fordi kredsene nu ikke har haft fælleslejre i flere år, er der i stedet lagt op til, at kredsene selv kan lave sommerlejre for de små, så de har mulighed for at være sammen som kreds.

Sommerlejr på Klinteborg

FDF K 9 Nørrebro skal på sommerlejr på Klinteborg i slutningen af juli 2023, og det er første gang, kredsen skal prøve at være der.

Kredsen er altid samlet afsted på sommerlejr og julelejr, mens de er delt op på deres efterårs- og forårslejre. På deres efterårslejr er væbnere og opefter på arrangementet O!O, mens mindre børn i kredsen tager på efterårslejr sammen. I foråret er der klasseovernatninger i kredsens egen hytte.

Nu har kredsen i mellemtiden vokset sig stor, og i år har det været nødvendigt at booke næste års sommerlejr i god tid, da de ellers måske ikke ville kunne finde et sted med plads. Selvom de har været ude i god tid, blev der trukket lod om ugerne på Klinteborg, fordi lejren er så populær.

Udover at der skal bestilles i god tid, er kredsleder i kredsen, Laura Emilie Hansen, også glad for at gå på sommerferie og vide, hvornår sommerlejren ligger næste år. Samtidig kan det også meldes ud til forældre, så de i god tid kan reservere ugen til det.

- Vi har talt om, at det er fedt at have det på plads inden sommerferien, så vi allerede til vores sommerafslutning kan give forældrene besked om, at det er dén uge, vi skal afsted i til næste sommer, siger Laura Emilie Hansen.

Klinteborg bliver også en anden oplevelse, da der er plads til, at alle ledere kan få en seng at sove i – i stedet for at sove på eksempelvis gulvet. Der er også plads til, at alle kan spise med tag over hovedet, og der er mulighed for indendørsaktiviteter, hvis det regner.

- Vi har et år været i en hytte, hvor vi ikke kunne sidde indenfor alle sammen og spise, så der havde vi slået vores stjernetelt op udenfor, så vi spiste ude alle sammen. Vi kan godt sidde 50 personer i det, men det er fedt med en spisesal, hvor der også er mulighed for at have indendørs aktiviteter, siger Laura Emilie Hansen.

Aktiviteterne på selve lejren bliver muligivs i en temaramme, der hedder ”Roadtrip i USA”, hvor børnene blandt andet kan komme til Las Vegas, det vilde Vesten, Miami Beach og gå rundt i de forskellige stater. Kredsen har før oplevet, at et bredt tema fungerer godt på en sommerlejr.