Opgaven var lige til højrebenet for de nye legeformænd

Lene Pfeiffer og Simon Stagis er nye formænd for FDFs Legeudvalg. Sammen håber de på at kunne medvirke til, at legen fortsat kan blomstre i FDF. For legen går hånd i hånd med fællesskab og menneskelig udvikling, mener de.

23. Mar 2018
Mai Christensen

Foto: Christian Kyed

To legebørn på 30 og 31 år. Sådan beskriver Lene Pfeiffer og Simon Stagis sig selv. De to skal sammen stå i spidsen for FDFs Legeudvalg som nyt formandskab.

-Vi er begge to personer med masser af leg på hjernen og i hjertet - derfor lå lege-opgaven i FDF lige til højrebenet. Legen fylder meget i vores hverdag og hvor heldig kan man være, også at få lov til ikke kun at lege, men også diskutere legen og dens betydning for os alle som mennesker - og i FDF, siger de.

At arbejde tæt sammen er ikke noget nyt for Lene Pfeiffer og Simon Stagis. De to FDFere fra FDF Aarhus 2 danner nemlig også par privat, hvor de er forældre til en lille søn. Derfor skulle det også overvejes en ekstra gang over havregrynene ved morgenbordet, da parret blev opfordret til at dele formandskabet.

-Vi har altid elsket at lege. Til familiefødselsdage, på de skoler, hvor vi hver især arbejder, og hver eneste morgen hjemme på stuegulvet med vores to-årige søn, før solen overhovedet har tænkt på at stå op. Leg fylder meget hos os. Og har altid gjort det, fortæller parret, der har FDF helt inde under huden. Begge er ledere i kredsen og har været instruktører på seniorkurser, ligesom Simon Stagis var en del af landslejrudvalget, der satte fokus på legen.

-For os begge to er FDF en stor del af vores liv, hvor legen har en helt særlig plads. Det er i FDF vi har leget som børn. Det er i FDF vi har leget så længe som børn, at vi har leget os frem til de bedste venner vi har, siger de.

Legen skal blomstre

Formændene håber, at de sammen med resten af udvalget kan få legen til fortsat at blomstre i FDF og samtidig være medvirkende til at sætte legen på dagsordenen.

-Vi skal i udvalget bruge god tid på at finde vores ben og retning i arbejdet omkring leg. Vi glæder os til spændende snakke og masser af tid til at udvikle lege og fantasifulde ideer, som kan sprede sig ud i landets kredse, siger parret og fortæller, hvordan legen netop kan være med til at forme os som mennesker.

-Legen går hånd i hånd med fællesskab, menneskelig udvikling - og sjov og ballade i hverdagen. Når man fordyber sig i legen kan man glemme tid og sted for en stund - og bare nyde at grine sammen. For os betyder legen at hverdagen kan blive en tand sjovere. Lige fra en skør sang mens man børster tænder om morgenen derhjemme til en kort leg, som giver smil og liv til ledermødet i kredsen eller personalemødet på jobbet. Som menneske kan man fordybe sig i legen og lære meget, mens man leger sammen med andre.

Som de legebørn, Lene Pfeiffer og Simon Stagis. stadig er, tøver de ikke, når man spørger til deres yndlingslege.

-En tosset omgang okinok-rundbold, hvor alle remedier og regler er tilladt, og hvor den klassisk skoleidræts-disciplin, rundbold, får et helt nyt tvist.  Og så Westmalla - den klassiske gemmeleg pakket ind i nye klæder og med et særligt pift af action.

Men legen over dem alle har alligevel ikke nogen fast ramme, mener Lene Pfeiffer og Simon Stagis.

-De allerbedste lege er dem, hvor man glemmer tid og sted på en sommerlejr - og som leder også kommer for sent til aftensmaden, afslutter de.