Nike og Holger giver et år til FDF

To nye GEÅ’ere glæder sig til at lave FDF på nye måder og at få erfaringer med at stå i spidsen for større arrangementer.

10. Aug 2022
Rasmus Lind

Nike Sørensen og Holger Kjøller har taget hul på et år, hvor de med base på Rysensteen kommer til at fordybe sig i FDF.

På deres første dag som GEÅ’ere (Giv Et År-medarbejdere, red.) tog de sammen med Rysensteens inspektør Rasmus Frydensbjerg og projekt- og teamleder for kredsstart i FDF Lasse Nybo-Andreasen på rundtur i området omkring Rysensteen. Her Fik de både lidt øvelse i at finde rundt i Københavns snørklede gader og tid til at tænke over deres forventninger til det kommende år.

- Vi kom ind i Det Kongelige Biblioteks Have, hvor der står en statue af Kierkegaard. Der udfordrede Lasse os til at finde et Kierkegaard-citat, som siger os noget, og samtidig fik vi en snak om vores forventninger til at være GEÅ’ere. Jeg håber på at komme til at lave FDF på en anden måde, end man kan i en kreds. Og forhåbentlig får jeg er større indblik i FDF på landsplan, siger Holger.

Nike udnyttede også de rolige omgivelser i den smukke have til at overveje, hvordan hun håber på at udvikle sig i løbet af det næste år.

- Jeg vil gerne have mere erfaring med at stable større arrangementer på benene og lære at have flere bolde i luften samtidig. Det er lidt specielt at flytte hjemmefra og så komme herover, siger hun.

Opfordring fra kredsen

Holger har indtil nu været medlem af FDF Hillerød, og Nike er kommet til København fra FDF Fredericia 2 Chr. Sogn. I foråret blev de begge opfordret til at ansøge om muligheden af tidligere GEÅ-medarbejdere fra deres kredse.

- En anden fra min kreds anbefalede mig at søge, fordi hun mente, at jeg ville passe perfekt som GEÅ’er. Og så er det en god måde at bruge et sabbatår på, siger Nike.