Ny designpakke er klar

Nu kan det opdaterede FDF-skjold og supplerende logoer i form af navn og navnetræk hentes på FDF.dk.

01. Feb 2019
Christina Gro Hansen

FDFs Landsmøde vedtog i november et opdateret skjold, og Hovedbestyrelsen kom udover skjoldet også hjem med opgaven at sikre en sammenhængende visuel identitet, der forbinder skjold med farver og navnetræk. Det arbejde har en arbejdsgruppe, bestående af frivillige og ansatte med grafiske kompetencer, arbejdet på højtryk med siden landsmødet. Nu er designguiden blevet klar.

- Jeg synes, det er en rigtig flot designpakke, vi lægger frem i dag. Vi har nu fået værktøjerne til at skabe en sammenhængende profil, hvor den FDF-blå er bærende i det samlede udtryk på tværs af medier og platforme. Jeg glæder mig til den kommende tid at se den udrullet i FDF, siger FDFs formand Jonas Kolby Laub Kristiansen.

Som vi så på landsmødet, vil den FDF-blå også være bærende i FDFs kommende supplerende beklædning. Det skal være med til at give FDF en mere tydeligt identitet i forenings-landskabet. Skjold, navn og navnetræk lægges frem i flere farveversioner, for at sikre at vores grafiske identitetselementer præsenterer sig bedst muligt i alle sammenhænge.

Siden landsmødet

Siden landsmødet er det vedtagne skjold blevet rentegnet og optimeret. Det betyder blandt andet, at det nu også fungerer godt i små størrelser. Derudover er FDFs farvepalette færdiggjort, herunder fundet pantone-farver.

På hovedbestyrelsesmødet i januar blev den samlede visuelle identitet godkendt af hovedbestyrelsen. Hovedbestyrelsen har forholdt sig til flere skitser – opstillinger hvor farvevariationer af skjoldet og forskellige skrifttyper er prøvet af på medlemsblade, skilte og agitationsmateriale. På den baggrund har de besluttet, at FDF-blå skal fylde meget i FDFs visuelle kommunikation, og at betalingsskriften Knockout fremover er FDFs identitetsskrifttype. Knockout har vist sig at have en høj grad af anvendelighed, kan henvende sig til både børn, unge og voksne, og fungerer godt på både plakater og i blade. Som et gratis alternativt til Knockout kan anvendes skriften Work Sans.

Plan for udrulning

Der venter en stor opgave i løbet af hele 2019 med at få udskiftet og opdateret FDFs visuelle profil. FDF arbejder ud fra følgende plan

  • Brevpapir og andre skabeloner (februar)
  • Grafikfiler med kredsnavn og skjold til alle kredse (marts)
  • Skilt eller flag til alle kredse via trykkeriet (marts)
  • Nyt skjold til skjorten til alle medlemmer (april/maj)
  • FDF.dk + KredsCMS opdatering af farver og fonte (april)
  • Trykkeriet (Løbende opdatering frem mod juni)