Ny direktør i 55Nord

Jesper Christiansen bliver ny direktør i 55Nord fra 1. august.

03. Jul 2018

Jesper Christiansen starter som ny direktør i KFUM-Spejdernes og FDF's fælles e-shop www.55Nord.dk d. 1. august 2018.

- Vi glæder os til at byde Jesper velkommen, siger Brian Videbæk, formand for bestyrelsen bag 55Nord.

- Han kommer med en stærk baggrund indenfor e-commerce og skal være med til at skabe vækst i e-shoppen og udvikle serviceniveauet over for alle vores kunder, forklarer Brian, som selv er aktiv FDFer.

Jesper Christiansen kommer fra en baggrund som chef for marketing og forretningsudvikling i den familieejede virksomhed AV-Form i Herning. Her har han været med til at udvikle AV-Form til en moderne e-handelsvirksomhed, med alt hvad det indebærer.

- Jeg har mange års erfaring med at opbygge e-handel og glæder mig til at stå i spidsen for 55Nord, som jeg synes har et stort potentiale, forklarer Jesper.

Forenings- og friluftsmenneske

Foreningslivet er ikke fremmed for Jesper. Han er formand for sin søns BMX-klub og aktiv i den lokale byudviklingsforening.

Jesper podcaster, blogger og skriver af og til artikler om marketing, forretningsudvikling og iværksætteri. Han har tidligere været selvstændig med egen e-shop indtil tid og familie gjorde, at der måtte prioriteres anderledes.

Jesper er 43 år og bosat med kone og to børn i Agerbæk mellem Vejen og Esbjerg. Jesper er et aktivt friluftsmenneske og tilbringer gerne sin sparsomme fritid med familie eller venner iført vandrestøvler eller på en tur i kanoen.

Jesper vil være at finde iført Fjällräven-bukser og t-shirt i 55Nord i Taulov fra 1. august.