Velkommen til ny forbundssekretær

Velkommen til Henriette Sejr Løgstrup, der starter som forbundssekretær i landsdel 5 og 6.

02. Jul 2020
Mia Fanefjord Hansen

Henriette Sejr Løgstrup starter 1. august som ny forbundssekretær i landsdel 5 og 6, hvor hun sammen med Simon Fauerskov skal understøtte kredsene i de to landsdele.

Henriette er uddannet lærer og har siden 2013 arbejdet som konsulent på skoleområdet. Hun håber at kunne trække på sine erfaringer herfra med ledelsessparring, udvikling fra idéer til konkrete tiltag og uddannelse i sin nye rolle som forbundssekretær.

Bredt kendskab til FDF

Henriette har en lang historik i FDF. Hun startede som pilt i Fredericia i 1986 og har senere været leder i både jyske og københavnske kredse. Senest i FDF Vilstrup, hvor hun har været kredsleder og nu fortsætter som medlem.

Henriette har også tidligere været medlem af distriktsudvalget både i Sydvestjylland og Sønderjylland, instruktør på seniorvæbnerkurser på Kongeådalens Efterskole, på lederuddannelser og på Seniorkursus Vork. Hun var desuden med til at starte FDF Arrild-Branderup op. I 2019 blev Henriette formand for FDFs socialudvalg. En post som nu skal gives videre.

Henriette glæder sig til at komme i gang.

- Det bliver interessant nu at skulle arbejde med alle de mange spændende og dygtige frivillige, der er i FDFs kredse og andre steder i baglandet. Jeg glæder mig til at kunne understøtte kredsene og få FDF til fortsat at være et godt og vigtigt tilbud til lokalsamfundets børn og unge. Jeg er vild med at lege med både børn og voksne og med tilgangen til mit arbejde.

Henriette er 43 år og bor i Vilstrup ved Haderslev. Velkommen til!