Velkommen til Anne Kathrine Østerby Muldbjerg - ny forbundssekretær i FDF 

Erfaren KFUM-Spejder er klar til leg i FDF Landsdel 3.

24. Aug 2017

Christina Gro Hansen

Anne Kathrine Østerby Muldbjerg er ny forbundssekretær i FDF Landsdel 3, og derudover skal hun have kontakt til Uddannelsesudvalget, og understøtte deres arbejde. Hun starter den 1. september med nuværende forbundssekretær i landsdelen Troels-Henrik Balslev Krag som mentor.

Anne Kathrine bor i Århus, er 25 år, og nyuddannet antropolog med fokus på organisationsudvikling. Hun har været studentermedhjælper hos ÅUF (Århus Ungdommens Fællesråd), og har her arbejdet med mange forskellige foreninger.  

- Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet med kredsene og at være med til at sikre en stærk uddannelseskultur. Et stærkt værdifællesskab giver det bedste afsæt til livet. Jeg glæder mig allermest til at være en del af et fællesskab, der bygger på leg. At lege kræver mod, samarbejde, nysgerrighed og tillid - og jeg er sikker på, at det bliver sjovt!, siger Anne Kathrine Østerby Muldbjerg.

Anne Kathrine er KFUM-Spejder, tidligere styrelsesmedlem i DUF og har fra spejderarbejdet erfaring som kursusleder og arbejde med strategi for uddannelse, herunder sammenhæng mellem kurser, som er en af de arbejdsopgaver, der venter i FDF.