Ny kurs for FDFs Legedatabase

En ny arbejdsgruppe skal give Legedatabasen.dk bedre indhold og funktioner.

27. Jan 2021
Mia Fanefjord Hansen

Opstartsmødet blev selvfølgelig indledt med en leg. Som en del af legen skulle alle vise, HVOR VILDE de er med Legedatabasen.

En ny arbejdsgruppe for Legedatabasen.dk er netop startet op. På arbejdsgruppens første fællesmøde i januar mødtes 12 personer online – som alle brænder for at sætte en udvikling i gang, der kan skubbe Legedatabasen.dk endnu længere ud over rampen.

Den nyopstartede arbejdsgruppe er nedsat af FDFs legeudvalg og består af en god blanding af FDFere med kompetencer inden for programmering, billed- og videoproduktion, det skrevne ord og grafisk arbejde.

- Vi drømmer om at igangsætte en ny proces, hvor vi sammen kan gøre Legedatabasen.dk bedre for alle dens brugere, fortæller Peter Randorff fra FDF Vejle 1, som er med i arbejdsgruppen.

- Overordnet set er det vores mål at begynde et redaktionelt arbejde med indholdsudvikling, samtidigt med at vi udvikler formen og funktionerne på hjemmesiden.

Tre spor

På mødet – som naturligvis blev indledt med en leg – lagde arbejdsgruppen sig fast på tre udviklingsspor, som gruppen vil arbejde med de kommende måneder:

  1. En kredsundersøgelse, hvor ledere svarer på, hvad de bruger Legedatabasen til, og hvad de ønsker, den skal kunne fremadrettet.
  2. Et forarbejde, hvor arbejdsgruppen dykker ned i forsidevisningen, en skabelon for legebeskrivelserne og et oplæg til nye legevideoer.
  3. Et programmeringsarbejde der skal munde ud i et nyt "tagging-system", hvor legene kategoriseres på en ny og mere brugervenlig måde.

 

Du kan som leder hjælpe arbejdet på vej ved at deltage i kredsundersøgelsen nedenfor: