Ny hurtig webshop hos 55NORD

Med ny optimeret webshop vil 55NORD gøre købsoplevelsen bedre for FDFere og kredse.

29. Mar 2021
Mia Fanefjord Hansen

Fremover kan du på ingen tid finde mærker, skjoldvarer og friluftsgrej hos 55NORD. Tidligere på måneden lancerede butikken nemlig en ny optimeret webshop med hurtigere søgefunktion, forbedrede filtreringsmuligheder og et nyt indholdsunivers om friluftsliv bestående af blogindlæg, produktguides og inspirationsartikler.

Den nye webshop skal forbedre den samlede købsoplevelse for butikkens kunder, herunder FDFere.

- Vi besluttede at skifte platform til Shopify, der er et meget stabilt webshopsystem, der kan håndtere masser af samtidige brugere og ordrer. Og så er det et mere åbent og fleksibelt system end det, vi havde før. Det giver os bedre mulighed for selv at ændre og udvikle på siden og lave godt indhold til brugerne, siger e-handelschef i 55NORD Henrik Brændgaard.

Kundeklubsystem på vej til kredse

I forbindelse med implementeringen af den nye webshop har 55NORD også indført nyt lagersystem med digital ordrehåndtering, skiftet økonomisystem samt fået nyt logo.

Butikken har også et nyt kundeklubsystem på vej, som blandt andet kredse med fordel kan gøre brug af. Det lanceres efter planen senere på foråret.

- Vi kommer til maj med et nyt kundeklubsystem til Klub Highfive, som giver nye fordele for både FDF-kredse og for de enkelte medlemmer. Når det og vores lager- og logistiksystem er kørt helt ind, vil vi stå med en meget kundevenlig platform og et system, som vi kan vokse i og med de kommende år, siger butikkens administrerende direktør, Jesper Christiansen.