Nye, hæsblæsende tiltag på Sletten

Med en ny low-rope-bane og en såkaldt træ-tent-tipi er FDF Friluftscenter Sletten endnu en en gang på pletten med nye initiativer – og en verdensnyhed. Det giver unikke muligheder for FDF-kredse fra hele landet.

25. Jun 2018
Mai Christensen

Low-rope-banen består af en række aktiviteter og udfordringer, hvor deltagerne skal prøve kræfter med deres samarbejdsevner.
FOTO: Bernt Nielsen

Slår man vejen forbi Ry og FDF Friluftscenter Sletten vil man som noget nyt kunne prøve kræfter med en hæsblæsende low-rope-bane og have mulighed for at overnatte i en træ-tent-tippi. De to er nemlig de nyeste initiativer, der er rykket ind på Slettens område, der i forvejen tæller både flyvende telte, vildmarksbade og grass carts.


-Low-rope-banen udfordrer gruppers samarbejdsevner. De 12 samarbejdsøvelser kan ikke løses alene, men forudsætter samarbejde. Faciliteterne er placeret midt i naturen dermed bliver det en helt særlig oplevelse for gruppen, fortæller naturvejleder Tomas B. Kolind Vilstrup.


Han tilføjer, at begge faciliteter er blevet til efter en stor indsats fra både frivillige og ansatte, der i samarbejde har stablet det på benene.

Fuld fart fremad

Mens low-rope-banen består af 12 aktiviteter, hvor deltagerne kan blive udfordret på deres samarbejdsevner, er træ-tent-tipien en stor tipi med 12 kanter, hvor hele ni af dem kan åbnes. En helt ny mulighed, der ikke bare er banebrydende på verdensplan, men som også er tilgængelig for FDF-kredse fra nær og fjern.

-Træ-tent-tipien giver skoleklasser og andre mindre grupper helt nye muligheder for at tage ud og bo i naturen, med den fleksible konstruktion er der garanti for unikke naturoplevelser, på en meget tilgængelig måde, afslutter han.

Træ-tent-tipien er lidt af en verdensnyhed. Konstruktionen med de 9 bevægelige sider er nemlig ikke noget, man normalt ser.
FOTO: Bernt Nielsen.