Nye kræfter fik familieafdeling på benene hos FDF Flensborg

Da Tanja Ravn for knap to år siden faldt i snak med ledere fra FDF Flensborg, havde kredsen ikke et tilbud til helt små børn. Det er der lavet om på nu, og med seks børn på venteliste, er succesen til at tage og føle på.

13. Mar 2019
Mai Christensen

FDF Flensborgs "smålinger" er i alderen to til seks år og mødes én gang om måneden.

FOTO: FDF Flensborg

Én gang om måneden er mængden af små størrelser i blå skjorter omkring Tanja Ravns hus ikke til at overse. Sådan har det været, lige siden hun for godt et år siden ved et tilfælde kom til at tale med kredslederen fra den lokale FDF-kreds - og inden hun havde set sig om var blevet tovholder for FDF Flensborgs familieafdeling, "Smålingerne". Det til trods for, at Tanja dengang slet ikke var FDFer.

-Det hele startede med min datter, da vi i 2017 var til Sankt Hans hos FDF Flensborg. Der skyndte min lille datter sig over til FDFerne og var meget fascineret af, hvad der foregik, men dengang var der ikke noget tilbud til de helt små børn. Så efter lang tid, hvor hverken jeg selv eller kredslederen kunne slippe ideen, valgte vi at sætte os sammen og lægge en plan for, hvordan vi skulle starte op, lyder det fra den 33-årige Tanja Ravn, der hurtigt fik sig meldt ind i FDF.

-Jeg har en naturdagpleje herhjemme, så det var oplagt, at vi brugte faciliteterne her til holdet. Så efter vi havde uddelt flyers ved lokale dagplejer og børnehaver, sprang vi ellers bare ud i at lave aktiviteter for børn i alderen to til seks år, siger Tanja Ravn og fortæller, at "Smålingerne" i dag tæller 12 børn, foruden søskende børn, og seks på venteliste.

Håber på at kunne udvide

Selv om Tanja Ravn nu i godt et års tid har lagt hus og grund til "Smålingernes" møder, er hun endnu ikke blevet træt af det månedlige indryk. Tværtimod understreger hun børnenes begejstring for FDF-arbejdet og samarbejdet med forældrene.

-Børnene er vilde med møderne, og forælderne elsker at være med. Vi laver mange forskellige ting, og nogle gange bliver forældrene, hjælper til og er med. Vi bad dem i starten om at komme og være med de første tre møder. Der har været og er stadig meget stor opbakning. 

Netop den store glæde og opbakning gør, at Tanja Ravn ikke er sen til at fortælle om visionerne for kredsen, for "Smålingerne" hos FDF Flensborg har slet ikke set toppen endnu.

-Håbet, da vi startede, var, at mange små børn ville komme og få glæde af møderne - og det er sket. Og den udvikling, der hele tiden, er super spændende. Vi håber at kunne lave endnu længere møder og måske et hold nummer to på sigt, afslutter hun.

Smålingerne mødes ved et stort grønt område tæt ved en lokal skov - tæt ved Tanja Ravns private hus.

FOTO: FDF Flensborg