HB-forslag: Nyt grafisk udtryk trækker historiske tråde

FDFs landsmøde skal til november forholde sig til et forslag om ny grafisk profil, der trækker historiske tråde. 

 

22. Aug 2018
Christina Gro Hansen

Til november skal FDFs kredse og landsdele på landsmødet tage stilling til et forslag om ny FDFs grafiske profil. Processen med at se på FDFs profil og udtryk blev startet på landsmøde i 2016. Arbejdet med grafisk profil er blot et af flere områder. De sidste to år er der således også arbejdet med beklædning, navne og mærker i en række frivillige arbejdsgrupper. 

FDFs landsmøde skal som øverste myndighed til november forholde sig til et forslag baseret på tre elementer: Navnet Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, navnetrækket FDF, som de der kender organisationen bruger, samt skjoldet, FDFs logo.  

Nye krav til grafisk arbejde 

I 1996 fik FDF en ny grafisk standard, der siden er knopskudt i takt med den digitale medieudvikling og FDFs generelle behov. Først i 2013 blev den opdateret, men uden der eksempelvis blev set på farveprioritering og -koordinering. Samtidig blev der valgt en moderne, men forholdsvis anonym skrifttype. Nu har designbureauet Re-public udarbejdet et nyt forslag for FDF.

– Der har været et behov for at se på den samlede grafiske pakke med henblik på modernisering og opdatering. Når man ændrer på skrifttypen, kalder det på en respektful opdatering af skjoldet, så elementerne komplimenterer hinanden, siger FDFs formand Jonas Kolby Laub Kristiansen.  

FDFs farver 

– FDFs farve er blå. Det kan man se på vores beklædning, men samtidig er farverne i vores nuværende logo rød, sort og hvid. Det giver god mening at udskifte den sorte med den blå, for at knytte tråde fra beklædning til grafisk profilering og dermed øge genkendelsesgraden og kendskabet, siger Jonas Kolby.

Ved at vælge blå, rød og hvid som primære farver trækkes der samtidig tråde tilbage i historien. FDF-skjoldet har således tidligere været rødt og hvidt med blå linjer. 

Kors og Dannebrog 

”FDFs logo består af et skjold med korstegn i det danske flags farver. I skjoldet er indsat bogstaverne FDF i korsets vandrette arm”.Sådan er beskrivelsen af FDFs skjold i FDFs vedtægter, og denne blasonering er det nye logoforslag tro mod. 

– Vi er en dansk, kristen børne- og ungdomsorganisation, så selvfølgelig indgår kors og Dannebrog i vores grafiske identitet, som det er bekrevet i vores vedtægter. Det er en del af FDFs historie og identitet. Skjoldet har vi som medlemmer mange positive følelser og oplevelser knyttet til. Vi ønsker samtidig, at flere kender os. Derfor har der vist sig et behov for at fortælle mere om os selv, når vi kommunikerer. En måde at gøre det på, er at give mere opmærksomhed til vores navn ”Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund.” Vi er en frivillig organisation for børn og unge.