Online-møder er fremtiden for FDF

Den seneste tid har vist, at man sagtens kan holde FDF-møder online. I dag er netkvaliteten så god, at man problemfrit kan det samme til et online-møde, som til de tidligere fysiske møder.

01. Apr 2020
Christina Gro Storm-Andersen

Foto: Kasper Henriksen

Dette var FDFs aprilsnar 2020.

 

E-sport er stærkt i fremmarch i Danmark i disse år. I 2017 havde DGI 68 aktive foreninger med mere end 2.100 medlemmer, og i 2018 var der 138 DGI-foreninger med ca. 4.900 medlemmer. Danskerne elsker at mødes på nettet. Under corona-karantænen har FDFs ledere udvist imponerende gå-på-mod, initiativ og kreativitet i forhold til udvikling af nye mødeformer på nettet. Og børn og unge er vilde med at mødes online. E-aktiviteter er fremtiden for FDF.

-Midt i denne svære tid, har vi fået en gave. Vi kan se, at online-møder har potentiale i forhold til både fastholdelse og rekruttering af nye medlemmer. Det spor skal vi bare forfølge. Der er ingen grund til at fortsætte de fysiske møder på den anden side af corona-karantænen. Det er online-møder, som næste generation vil have, siger FDFs generalsekretær Rasmus Agergaard Pedersen.

Lederne er også begejstrede for det nye koncept:

-Vi kan sagtens gennemføre alle de kerneaktiviteter, der tegner FDF over nettet: Vi kan synge sammen, løse opgaver og mødes over en bål-app. Og larmer børnene for meget, kan man bare mute dem – det er perfekt! siger Rune Riel, kredsleder i FDF Nørre Østerby.

Alle kredshuse sælges

For at understøtte afhændelsen af de mange FDF-huse, der ikke længere er behov for, har FDFs forbundskontor rettet henvendelse til et stort ejendomsmæglerfirma med henblik på en kollektiv aftale.

-Markedet er usikkert i øjeblikket, men mange FDF-huse har jo en rigtig god beliggenhed, og det er altid noget værd. Vi har allerede fået henvendelse fra en stor opbevaringskæde, da de arbejder på at åbne nye afdelinger flere steder i landet, nu hvor flere genbrugsstationer er lukket ned, udtaler direktør i ejendomsmæglerfirmaet House4you.

Opdaterede databaser

FDF vil i nærmeste fremtid gennemgå møde-, lege- og løbsdatabaserne med henblik på tilretning mod de digitale møder. Ligeledes vil den arbejdsgruppe, der i øjeblikket arbejder med mærkerevisionen, gennemskrive mærkebeskrivelserne for at målrette dem de nye digitale møder. De forventes dog stadig at være klar på den anden side af sommerferien.