Punktum for landslejren

Der sættes punktum for landslejren med overskud og en positiv evaluering.

03. Feb 2017
Christina Gro Hansen

Foto: Thomas Heie Nielsen

FDFs landslejrudvalg har nu afleveret deres evaluering af FDF Landslejr 2016 til FDFs hovedbestyrelse, og der er nu officielt sat punktum for landslejren.

- Evalueringen sætter endeligt punktum ved en stor lejroplevelse for hele FDF. Som man kan læse i evalueringen, var det en landslejr, der formåede at række langt ud over Slettens område med fortællingen om FDF, og som også rakte ud i fremtiden ved at inspirere og engagere børn og voksne med legen. Stor tak til LLU for et fantastisk veludført arbejde, siger FDFs formand Jonas Kolby Laub Kristiansen.

LLU konkluderer, at man især er lykkes med at skabe sammenhæng i landsforbundet, den nye boform, mediedækning, ejerskab for udvalg og tjenester og økonomi. 

Også på det økonomiske plan leverer landslejrudvalget et flot resultat. Således har landslejren samlet set genereret et overskud på omkring en million.

- Landslejrudvalget har vist stort overblik og forudseenhed i forhold til økonomien. Det er aldrig nemt at ramme præcist i forhold til deltagerantal, uforudsete udgifter og omkostninger til forplejning, men omstændighederne taget i betragtning herunder de store mængder nedbør, så er det faktisk lykkedes rigtig flot af udvalget med en positiv afvigelse på blot 75 tkr. i forhold til det lejrbudget hovedbestyrelsen godkendte, siger landsforbundets kasserer Allan Frank Walther.

Overskuddet kommer fra kiosksalg, parkeringsindtægter med videre, som ikke indgår i lejrens budget. Hovedbestyrelsen har endnu ikke taget stilling til anvendelsen af dette overskud på godt en million kroner.

- Som varslet på Landsmødet i 2016, så ser Landsforbundet ind i øget usikkerhed omkring tilskud for de kommende år, hvilket sammen med det løbende ophør af mediekontingent gør, at indtægtssiden er mere udfordret end tidligere år. Man skal derfor ikke forvente ekstraordinære tiltag til anvendelse af overskuddet, udtaler Landsforbundets kasserer Allan Frank Walther.