Rekordmange unge skød Seniorfestival i gang med et brag

Hele 1500 seniorvæbnere og seniorer er denne weekend samlet på årets Seniorfestival til fællesskab, leg og god musik. 

14. Sep 2019
Mia Fanefjord Hansen

Foto: Thomas Heie Nielsen

Det var 1500 forventningsfulde unge, der fredag væltede hegnet til årets Seniorfestival. Det blev startskuddet til en weekend fyldt med fællesskab, leg og god musik.

- Seniorfestival er fedt, fordi alt er for fællesskabets skyld. Vi er alle sammen fælles om at være FDFere, og det skaber en helt særlig stemning, siger 14-årige Anna-Katrine Villadsen fra FDF Ilskov, der er på festival sammen med 10 andre fra sin kreds.

Netop den særlige stemning på Seniorfestival giver de unge et tiltrængt afbræk fra hverdagen, hvor de bare kan være sig selv, fortæller Jakob Fauerskov, der er formand for FDF Seniorfestival.

- I en verden, hvor alle skal præstere og blive til noget, giver FDF Seniorfestival et åndehul. Her handler det om fællesskab pakket ind i et hav af forskellige oplevelser. Og det særlige er, at vi alle er mere “til stede”. En festival uden alkohol giver nemlig nogle helt andre oplevelser. Det lyder kedeligt og banalt, men den stemning der opstår bliver pludselig “ægte”. Dét hører vi særligt fra de kunstnere, der kommer udefra.

Deltagertal slår rekord

Det er første gang i Seniorfestivalens historie, at mange seniorvæbnere og seniorer har været med. Formand Jakob Fauerskov er ikke i tvivl om, at de mange unge kommer hjem med meget mere end de godt 30 koncertoplevelser:

- Det lyder banalt, men aktiviterne, koncerterne og oplevelserne er midlet til at opnå et særligt fællesskab, der forpligter. Vi gør det for at “tanke” de unge mennesker op med FDF-energi, så de får lyst til mere frivilligt arbejde hjemme i kredsen. Så selvom man kommer efter noget konkret, så kommer man hjem med meget mere. Noget der er svært at beskrive. Og med et stigende deltagerantal, må man sige vi har fat i noget.

Ud over koncerter er der et væld af sjove aktiviteter på festivalen. Alt lige fra sokke-paintball og gladiator-duel til ringridning og bungee-run.

Seniorfestivalen afholdes denne weekend på Kongeådalens Efterskole, der i forbindelse med festivalen også fejrer 40-års-jubilæum.