Anbefalinger for FDF-aktivitet for under 100 personer

På baggrund af myndighedernes gældende retningslinjer har landsforbundet udarbejdet følgende anbefalinger for FDF-aktivitet for under 100 personer.

08. Jun 2020
Mia Fanefjord Hansen

Foto: Henrik Pedersen

Opdateret 14. august

 

Landsforbundet har på baggrund af myndighedernes retningslinjer for genåbning af foreningslivet udarbejdet følgende retningslinjer for FDF-aktivitet indendørs og udendørs. Der opfordres generelt til, at så meget aktivitet som muligt foregår udendørs.

Den enkelte kredsleder og bestyrelse har et ansvar i forhold til at sikre overholdelse og implementere nedenstående retningslinjer lokalt og dermed sikre, at kredsens medlemmer trygt kan deltage i kredsens aktiviteter. Det er vigtigt, at man i lederrådet afstemmer, hvordan man i praksis gør, og hvilke regler og procedurer, man har, alt efter hvordan kredsens faciliteter og aktiviteter er.

Retningslinjer for sommeraktiviteter gælder til og med 31. august, men kan bruges som rettesnor i planlægningen af fx weekendture senere på efteråret, da forventningen er, at de følges op med et lignende sæt retningslinjer. Kredse kan således skele til planerne fra årets sommerlejr i planlægningen af kommende weekendture.

Nedenstående anbefalinger er generelle. Sørg for altid at følge eventuelle lokale restriktioner.

 

Generelle retningslinjer for FDF-aktivitet indendørs og udendørs 

  • Der må maksimalt samles 100 personer (inkl. ledere). Dog må der må gerne være flere grupper á maksimalt 100 personer til stede på samme facilitet.
  • Ved flere grupper á maksimalt 100 personer på samme facilitet skal der sikres tilstrækkelig afstand mellem grupperne, så de ikke på noget tidspunkt udgør én samlet gruppe. Det kan f.eks. ske ved, at området deles op i felter med klar afstand imellem hvert felt, så hver gruppe har sit eget felt. Grupperne skal holdes indbyrdes adskilt, og lederne skal følge samme gruppe (brug fx snore, kegler, optegning mv.).
  • Hvis der er flere grupper, skal man have fokus på styring af deltagerantal, herunder på opdeling i undergrupper, der sikrer overholdelsen af gældende restriktioner for forsamlingsfriheden, samt i relevant omfang overvåge dette løbende. Der bør være ansvarlige, der har til opgave at forebygge opbygning af tætte forsamlinger.
  • Krav om deltagerantal og afstand gælder også ved aktiviteter til vands.
  • Ingen samling før eller efter aktiviteten (brug eventuelt forskudt ankomst/afgang).
  • Alle skal holde 1 meters afstand til andre. Ved aktiviteter med kraftig udånding, hvor dråber dannes og slynges længere væk fra personen end ved normal tale, f.eks. sang, råb, foredrag, skuespil, fysisk anstrengelse m.v., skal der holdes en afstand på 2 meter.
  • Overnatning kan ske efter Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger om afstand (1 meter) og hygiejne både indendørs og udendørs, herunder overnatning i telte og shelters.
  • Der må gerne laves og serveres mad under særligt skærpede hensyn til hygiejnen, herunder fælles kontaktpunkter. I praksis vil ledere skulle stå for mere end normalt, men børn og unge må gerne være med til tilberedningen.
  • Der skal så vidt muligt anvendes personlige rekvisitter og udstyr (fx sangbøger), når det er nødvendigt for aktiviteten. Er dette ikke muligt, skal kredsen være ekstra opmærksom på rengøring af fælles kontaktflader, hver gang udstyret skifter hænder.
  • Alle, der oplever symptomer som feber, hoste og muskelømhed, skal blive hjemme. Opståede milde symptomer skal medføre, at det pågældende medlem sendes hjem.
  • Kredsen skal være særligt opmærksom på høj håndhygiejne i form af vask med vand og sæbe. Brug desuden håndsprit.
  • Toiletter skal rengøres grundigt (hyppighed efter en konkret vurdering), alle overflader afvaskes og kontaktpunkter desinficeres. Der skal være vand, flydende sæbe og håndsprit til rådighed. Der må ikke være fælles håndklæder.
  • Plakater med Sundhedsstyrelsens anbefalinger skal opsættes synligt det sted, aktiviteterne foregår. Hent plakaten her
  • Ledere i risikogruppen bør ikke udføre eller tage del i FDF-aktivitet.
  • I aktiviteter, hvor fysisk kontakt er svær at begrænse, og afstandskravet ikke kan overholdes, skal kredsen have ekstra stor opmærksomhed på de øvrige retningslinjer, særligt ved hygiejne og forebyggelse af kontaktsmitte.

 

Særligt for indendørsaktiviteter

  • Der må maksimalt være én person per 4 m2. Gulvarealet opgøres væg til væg uanset inventar. I tilfælde, hvor deltagerne i det væsentlige sidder ned, må der dog være én person per 2 m2.
  • Anvender kredsen ikke egne lokaler, skal det sikres, at de anvendte lokaler må benyttes. Der kan være lovgivning der forbyder dette.

 

Links til retningslinjer

 

 

I tilfælde af spørgsmål kontakt FDF@FDF.dk