Signe Lindkvist: ”Jeg leger hele tiden”

Lørdag aften gik Signe Lindkvist på scenen på Landslejrkurset. En cirkusprinsesse, mor til Ramasjang og ikke mindst en ualmindelig legesyg voksen.

21. Sep 2015
Amalie Dreyer

Signe Lindkvist var et sprudlende indslag på landslejrkurset.

Foto: Christian Nesgaard.

Som bare 16-årig startede Signe Lindkvist som vært på DR, og har gennem årene slået sine folder på flere forskellige af DRs kanaler. På Landslejrkurset talte hun om leg, og fik de 1135 kursusdeltagere, til at tænke over, hvordan leg og hverdag hænger sammen i deres liv. Hun var helt åben omkring, hvordan hun selv hele tiden leger. Både når hun går på fortovet og undgår stregerne, eller forestiller sig naboen der klipper hæk, som noget helt andet. Fantasien er altid i spil.

Gennem fortællingen om hendes arbejdsliv, fortalte hun om behovet for sjov, troen på sig selv, selvstændighed og trangen til at lave sjov med børn, bare fordi man kan.
- Børn er søde og nuttede, og de forventer aldrig nogensinde, at voksne tør tage røven på dem, så det er så skægt at gøre, fortalte Signe Lindkvist grinende.

Man skal fejle 100 gange, før man bliver rigtig god

Temaet for FDF Landslejr 2016 er leg, og Signe Lindkvist er en af Danmarks mest legende personligheder. Hendes tilgang til leg er dog ikke noget, der er kommet af sig selv, træning er den eneste vej frem.
- I min verden handler leg om træning. Det er ligesom, når folk dyrker fitness eller løb. Hvis de gør det rigtig meget, så bliver de skide gode til det, forklarer Signe Lindkvist.


Træning er absolut også noget Signe Lindkvist har rigeligt af. Hun opfordrede alle lederne til at være modige og springe ud i legen. For ifølge Signe er det med at være modig, noget man skal huske. Modet til at tro på sig selv og ikke mindst troen på, at det man laver, er sjovt. Men samtidig modet til at prøve igen, hvis man fejler.

- I dag er jeg 40 år, og jeg har lavet TV i mange år. Jeg har lavet alle mulige skønne og virkelig dårlige ting, heldigvis har der været mere af det populære end af det andet, fortæller Signe Lindkvist.

1 times TV skal blive til 100 timers leg

Signe Lindkvist har været med til at skabe Ramasjang-universet, og en grundtanke dér, er, at én times TV skal kunne blive til 100 timers leg. Formålet har altså altid været, at legen skal fortsætte, når TVet bliver slukket. Legen i hverdagen, og det at trække legen ind i ens hverdag, er ikke en let ting, men en vigtig ting.
- Jeg tror, at når man bliver rigtig god til at lege, så er det simpelthen en træningsmuskel, man har trænet op. Det er et hul til ens indre leg, man har lukket op, fortæller Signe Lindkvist. 

Bliv et lege orakel

Som afslutning på foredraget opfordrede Signe Lindkvist deltagerne til at blive legeorakler. Og centralt for at blive et legeorakel er, at man skal turde fejle, være modig, være ærlig og møde børnene øjenhøjde. Samtidig skal man huske at udnytte børns engagementet, for der findes ikke nogen, som har så stort et engagement omkring leg, som børn.

- Udnyt og dyrk det engagement som børnene har, og husk ironien og selvironien - børnene elsker det, sluttede Signe Lindkvist af.