Tilmeldingen til VM er åben

Efter andet og sidste hotspot er optakten til finaledelen af Væbnerskabet for alvor i gang. Nu er tilmeldingen, til de fire dage med hæsblæsende aktiviteter, åben.

09. Apr 2019
Mai Christensen
Der er garanti for gode oplevelser i massevis i Kristi Himmelfartsferien. FOTO: Markus Glavind

Efter patruljer landet over lørdag stimlede sammen foran skærmene for at løse Væbnermesterskabets andet hotspot, er nedtællingen til finalen i Kristi Himmelfartsferien for alvor i gang: Tilmedlingen til de fire dage med hæsblæsende aktiviteter, udfordringer og FDF-stemning i helt stor skala er nu åben. 

-Væbnermesterskabsudvalget (VMU) glæder sig altid til at se reaktionerne fra alle de mange deltagere, når nye poster sættes i spil. Igen i år har vi nogle nye fede oplevelser i ærmet, som vi glæder os til at se reaktionerne på, lyder det fra formanden for VMU, Christian Cannon.

Stemningen i top

Holdet bag årets udgave af Væbnermesterskabet kan slet ikke vente med, at blå skjorter i tusindvis indfinder sig på lejrpladsen og kaster sig over de mange poster i hovedstadsområdet. Ifølge Christian Cannon opstår der altid en helt særlig stemning, når finalen skydes i gang - og dét glæder udvalget sig til at dele med de mange deltagere.
-Det er altid skønt, når stemningen langsomt stiger onsdag aften i takt med, at alle patruljerne ankommer. Summen i lejrområdet og telte, der rejses. Forventningsglæden i alle på hele pladsen. Det er super fedt, afslutter formanden.

FOTO: Markus Glavind